Email-transporterne fortsætter
Hvis du sender en e-mail til Statsforvaltningen Midtjylland, bliver den åbnet på hovedkontoret i Ringkøbing. Og hvis sagsbehandleren sidder på lokalkontoret i Aarhus, bliver e-mailen printet, lagt i omslag og næste dag fragtet med lastbil de 137 kilometer ad landevejen til lokalkontoret.
Forventningen var, at statsforvaltningerne ved indgangen til 2012 skulle være klar med en fuldt digitaliseret sagsgang. Den tidsplan holdt ikke, skriver websitet version2.dk.
I slutningen af januar 2012 meddelte statsforvaltningerne Version2, at man nu først regnede med at være klar i maj 2012. Men den tidsplan holdt heller ikke.
Nu tør Indenrigsministeriet, der har påtaget sig opgaven med at indføre en fuldt digitaliseret sagsgang inklusive indscanning af indkommende papirpost, højst lægge sig fast på, at e-mail-lastbilen kan køre i garage en gang inden nytår.
[add:38]