23948sdkhjf

Vestjyder opfordrer til sammenhold

I lørdags afholdt Vestjyllands Vognmandsforening deres årlige generalforsamling på Hotel Nørre Vinkel i Lemvig.

Formand Poul Jørgensen kunne gøre status over et år 2011, der har været hård for de vestjyske vognmænd som for den øvrige transportbranche.

»Vestjyllands Vognmandsforening har mistet 8 medlemmer i 2011. En del er gået konkurs, og resten er solgt eller stoppet. Vi har dog fået 4 nye medlemmer i 2011 plus 2 i starten af 2012. Hvilket bl.a. skyldes en bredt sammensat og aktiv bestyrelse, der benytter enhver lejlighed til at skaffe nye medlemmer,« sagde Poul Jørgensen bl.a. i sin beretning om året, der gik.

»Det kniber fortsat med indtjening i branchen. Således er det kun 15 % af vognmændene i Danmark, der ikke har haft røde tal indenfor de sidste 3 år. Mit håb er, at vi snart er tilpasset med antal biler, så vi igen kan få lov at tjene penge. Det er dog lykkes for bestyrelsen for andet år i træk at lave et pænt overskud i Vestjyllandsforening på trods af faldende indtægter. Det er vi meget tilfredse med,« sagde Poul Jørgensen.

Vælg side

Formanden benyttede også generalforsamling til at slå et slag for sammenhold i den danske transportbranche og opfordrede vognmændene til at vælge side til fordel for DTL og DTL’s arbejdsgiverforening for at støtte kampen for bl.a. at bevare cabotagereglerne og flest mulige danske lastbiler på vejen.

Lokalt har vognmandsforening taget del i arbejdet med trafiksikkerhed ved bl.a. at dele 900 refleksveste ud til cyklister i Herning en morgen.

»Flere i bestyrelsen fik lokket konerne med ud i morgentrafikken. Mange har efterfølgende sagt at det var flot gjort af branchen, og jeg er sikker på, at vi prøver noget lignende igen,« sagde Poul Jørgensen.

Stå sammen

»Ellers vil jeg gerne igen i år slå til lyd for, at vi bliver endnu bedre til at samarbejde. Vores chance for at overleve og tjene penge afhænger meget af, om vi dur til at hjælpe hinanden, når der er tryk på. Jeg synes også, at I, der har stået 3 svære år igennem, har god grund til at være stolte og tilfredse med jeres evne til at tilpasse sig i meget svære tider,« lød det fra formanden.

Vestjyllands Vognmandsforening er medlem af DTL og har 179 medlemsvirksomheder, der råder over mere end 550 lastbiler og dækker geografisk det gamle Ringkøbing Amt.

[add:334]

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063