ITD: Højresvingsulykker kalder på ansvarlighed
"En seksårig dreng blev for noget tid siden dræbt af en højresvingende lastbil i Nakskov. Sorgen og smerten hos de involverede i og omkring sådan en ulykke er næsten ubærlig at tænke på, og tankerne springer naturligvis straks videre til, om vi fra branchens side kan gøre mere for at forebygge sådanne skrækkelige hændelser," siger ITD-formand Mogens Therkelsen i en kommentar.
"Over for ulykker, hvor mennesker og tilmed børn bliver dræbt af lastbiler, er der kun én ting, der tæller: Ansvarlighed. Som branche har vi naturligvis et ansvar for proaktivt at forebygge ulykker. Og så længe, der sker ulykker – uanset at de ellers bliver færre og færre – tager vi dette ansvar helt og fuldt på os fra branchens side," siger Mogens Therkelsen.
"Derfor er det naturligvis også særdeles uklædeligt, når enkelte vildfarne personer i branchen bruger den tragiske hændelse i Nakskov som afsæt for at tale om skyld i stedet for ansvar i forbindelse med højresvingsulykker og trafiksikkerhed generelt. Skyld har vi jo domstolene og de højere magter til at tage sig af. Det eneste, der virkeligt tæller for os i ITD, er, hvad vi selv kan bidrage med fremover fra branchens side," siger Mogens Therkelsen og peger bl.a. på branchens fælles indsats med bl.a. den såkaldte "spejlgruppe" og andre initiativer.
[add:237]