DI ønsker grundig cabotage-evaluering
EU-Kommissionen afholdt i tirsdags en åben høring om cabotage, der er første led i den evaluering af reglerne som Kommissionen skal komme med til næste år.
De gældende cabotageregler trådte i kraft i maj 2010, og ifølge reglerne er Kommissionen forpligtet til at komme med en statusrapport for godstransportmarkedet i 2013.
Mens fx både DTL og ITD har meldt ud, at tiden ikke er moden til en lempelse af cabotagereglerne, så vil DI Transport ikke lægge sig fast på et standpunkt endnu.
”For os er det helt afgørende, at vi får en grundig evaluering af cabotagereglerne i EU og deres anvendelse. Før en sådan evaluering foreligger, giver det ingen mening at drøfte, om der er behov for yderligere liberaliseringer eller stramninger. Når denne evaluering foreligger, vil vi tage en grundig drøftelse med vores medlemmer om, hvad retning vi skal gå,” siger chefkonsulent i DI Transport Rune Noack.
”Når vi taler cabotage, er det vigtigt, at reglerne er ens i hele EU, så vi undgår nationale særregler og konkurrenceforvridning, samtidig er det selvfølgelig helt afgørende, at reglerne kan kontrolleres ordentligt, og her har de nye regler været en stor fremgang i forhold til tidligere, hvor cabotagekørsel var nærmest umuligt at kontrollere,” siger Rune Noack.
[add:329]