DEBAT: Om plove, tomme tønder og walkie-snak
Ja, et gammelt ordsprog siger som bekendt, at "tomme tønder buldrer mest". Dette kan bestemt bruges om Niels Jørgen Nielsens og Helmut Rhode Nissen (HRN) usaglige og udokumenterede påstande, der mest af alt kan betegnes som "walkiesnak".
Jeg kender intet til, hvor stærkt der køres med plove i udlandet og er egentlig også ligeglad, men det er en kendsgerning, at der skal køres efter forholdene, dvs. at jo stærkere du kører med en plov, jo længere væk smider den sneen, og derfor kan farten sagtens komme langt ned, hvis der er fx huse eller andre ting, som helst ikke skal ødelægges. Det er kun vejene, som skal ryddes og ikke omgivelserne, men på motorvejen blir der som regel kørt mellem 45-60 km/t.
Hvad angår E20 på Fyn kører jeg selv plov og saltspreder mellem Odense og Nyborg, her kan jeg så sige, at den påstand, HRN fremfører, ikke er sand. Vi kører med 3 biler i en formation, samt 1 bil med både spreder og plov i nødsporet og på afkørslerne, og alle plovene er monteret med stålskær.
Jeg ved godt, at visse kommuner indstiller snerydning om natten af budgethensyn, men det gør Vejdirektoratet bestemt ikke. Her køres døgnet rundt, og falder der sne, har vi plovene med ved to cm snefald.
Så kære HRN, du skriver mod bedre vidende, og så vil jeg gerne spørge dig, hvorfra du har det vrøvl med, at vi konkurrerer om, hvor længe vores skær kan holde. Hvad har vi ud af det? Det er jo Vejdirektoratet og ikke vognmændene, som skal betale, desuden får vi da timeløn for at holde på værksted med plove og spredere.
Det er til gengæld rigtigt, at der ikke længere er vejkontrollører, som i amterne, nu er det Falck, som har vejkontrollen for Vejdirektoratet.
Næste gang det sner, vil jeg igen forsøge at rydde motorvejen for jeres skyld, så I kan komme sikkert frem, håber det bliver tilfredsstillende nok for jer.
Chr. G. Knudsen
Kullerupbyvej 11
5853 Ørbæk
Der er mange aspekter i snerydning, og det drejer sig ikke om fart. De fleste sneplove fungerer faktisk bedst ved ca. 40 km/t. Kører man hurtigere, skraber de ikke i bund.
Dernæst er der det sprøjt, der flyver over sneploven og sætter sig på frontruden, eller når der er driver, lukker frontruden helt.
Så næste gang du kommer op bag ved en sneplov, bliv bag ved og vis hensyn - vi er der for din skyld!
Vognmand Andreas Schmidt
Industrivej 21
6240 Løgumkloster
Jeg synes, der er mange, der ytrer deres synpunkter om andres arbejde, og jeg tror, der er mange, der ikke har indsigt i, hvad der foregår overhovedet.
Det er jo ikke den enkelte vognmand, der bestemmer, hvornår der skal køres med sneplov, de kører jo bare, når de får besked derom.
Jeg synes, at de, der synes, de kører for langsomt, skulle skamme sig - de ved ikke, hvad de snakker om, for de, der har kørt med en sneplov og ved, hvor lidt man kan se, når man rydder igennem driverne, synes sikkert, det går stærkt nok.
Vi andre kan jo bare køre hjemmefra lidt før, kan vi ikke nå det, vi skal den dag, kommer der jo en dag mere, så når vi det jo nok dér. Vi har ikke råd til at køre rundt og lave skader, og kunderne løber jo nok ingen steder, fordi det er snevejr et par dage om året.
Det går slet ikke hurtigere, hvis vi sidder fast i sneen.
Flemming Thisgaard
Hjortsvangen 56
7323 Give
Jeg er da lidt ked af at høre, at jeg med min sneplov generer trafikanterne - allermest er jeg ked af, at jeg generer gutterne i de store køretøjer!
Når jeg skriver vi, taler jeg for mig selv og en række andre kolleger, der gladeligt tilsidesætter vores nattesøvn, fridage, juleaftener for at hjælpe billisterne til at nå sikkert frem på vejene.
Hvornår og hvor ofte vi bliver kaldt ud, er en politisk beslutning, som vi - heldigvis - ikke har nogen indflydelse på.
Nogle trafikanter mener, vi kører for hurtigt, og andre mener, vi kører for langsomt - den diskussion er uudtømmelig og vil nok ikke få ende, så længe det sner.
Vi kører så hurtigt med plovene, som vi har mulighed for - ved 40 km/t og 5 cm sne med en temperatur omkring frysepunktet, skubber vi ca. 165 kg i sekundet - og det var den venstre plov på motorvejen.
Den midterste plov skubber omkring det dobbelte, og trompetploven, der er i standsporet, skubber mere end 500 kg sne pr. sekund - ved 40 km/t vel at mærke.
Please - kør ikke ind imellem sneplovene på motorvejen - der køres med en bestemt hastighed og afstand, og det er ikke for at genere andre end snefnuggene.
Den enkelte sneplov, der kører på hovedveje/landeveje, kører heller ikke hurtigere - fodgængere og cyklister ville blive kastet omkuld og kvæstet, når de bliver mødt den mængde sne. Og det var alene ved 5 cm sne! Prøv at lave regnestykket ved 10 cm sne.
Selvom vi måtte køre ret meget hurtigere, ville vi ikke gøre det - det er ikke forsvarligt.
Når Evard Falch i sit indlæg gør opmærksom på, at han ikke kan nå ud til dyrene med foder, fordi sneploven kører for langsomt, bliver jeg lidt glad - for mon ikke en kollega et eller andet sted har reddet Edvard og andre ligesindede fra at køre i grøften ved netop at rydde vejen - og derved være årsag til, at dyrene netop fik deres foder - omend lidt senere.
Jeg vil til slut gerne sige tak til alle trafikanter, både store og små.
Ved at være opmærksomme på sneploven/saltsprederen gør I det lettere for os at udføre vores dont, og vi er glade for at kunne rydde vejene, så vi alle kan komme frem.
Hans J. Hansen
Flensborgvej 292
6200 Aabenraa
Først en tak til de kollegaer, der bakker op omkring vores arbejde, men også en forståelse for dem, som er blevet sendt for sent ud med dyrefoder. Det skulle måske være bestilt lidt før, men det kan vi jo ikke gøre noget ved.
Dernæst vil jeg påpege, at vi ikke kører røven ud af bukserne, men bliver afløst efter behov, og hvis ikke man har prøvet at sidde og stirre ud i en snestorm og samtidig holde sig 30 cm fra midterautoværnet med ploven, skal man ikke komme med "gode råd". Det er en af grundene til, jeg faktisk aldrig er over 50 km/t, men tit under.
Og så lige til Niels Jørgen Nielsen: Jeg har også kørt i de nævnte lande, men aldrig oplevet det som du.
Leif Madsen
Brøndenvej 128
9352 Dybvad
[add:237]