OK-forhandlinger kørt fast
Efter to døgns forhandlinger om en ny overenskomst på transportområdet er parterne nu gået fra hinanden. Det oplyste den ene af topforhandlerne, Karsten Dybvad, administrerende direktør i DI, i går.
»Vi har ikke kunnet nå til enighed om en samlet løsning. Jeg vil ikke pege på enkelte temaer i drøftelserne, men vi har været alle emner igennem. Jeg må desværre konstatere, at vi ikke har kunnet blive enige om en fornyelse af fællesoverenskomsten, der skulle bane vejen for nye overenskomster på det samlede transportområde,« siger Karsten Dybvad til ritzau.
Forhandlingerne foregår med Transportgruppen hos 3F og omfatter overenskomst for ca. 50.000 mennesker.
Der er ikke aftalt nogen nye møder mellem parterne, der nu har meddelt, at de hver især vil gå i tænkeboks.
[add:243]