DTL: Hurtigere reaktion på tyverier
DTL foreslår, at transportbranchen og politiet sammen udvikler et nyt anmeldelsessystem med ultrakort reaktionstid for at dæmme op for den stigende kriminalitet mod transportbranchen.
Det skal være en af opgaverne for en ny arbejdsgruppe med repræsentanter fra politiet, andre myndigheder og transportbranchen.
»Den danske udfordring er, at der er så kort vej til landets grænser. Reaktionstiden er derfor nødt til at være meget kort, når transportmateriel eller gods stjæles, hvis politiet skal kunne nå at gribe ind, inden tyvene forsvinder over grænserne til udlandet,« siger chefkonsulent Frank Davidsen, DTL.
Frank Davidsen er tidligere leder af Rigspolitiets Tungvognssektion, og han bliver DTL's medlem i den nye arbejdsgruppe, der skal udvikle et tættere samarbejde mellem Rigspolitiet og transportbranchen.
Tættere samarbejde
Transportbranchen har gennem de seneste år været udsat for en stigende interesse fra de kriminelle miljøer. Både køretøjer, rastepladser og speditionsområder er i udstrakt grad mål for kriminel aktivitet. Det skal der sættes en stopper for, hedder det i en ny pressemeddelelse fra Rigspolitiet.
Arbejdsgruppen bliver første skridt i retningen af et tættere samarbejde. Rigspolitiet har formandsposten i den ny arbejdsgruppe, som især skal beskæftige sig med at skaffe tilgængelig viden fra myndigheder og erhverv i Danmark og Europa om kriminalitetens art og omfang – samt formidle denne viden.
Arbejdsgruppen skal bl.a. anvise et handlingskatalog for transportbranchen under indtryk af de erfaringer, som Transportcenter Padborg siden 2010 har høstet i arbejdet med et lokalt projekt sammen med Syd- og Sønderjyllands Politi.
Der er indtil videre fastlagt en møderække hen over det tidlige forår.
[add:237]