Ny Volvo FH til sommer?
Volvos næste generation af FH-serien er ventet med spænding, og gættene er mange på, hvornår den svenske producent er klar til at lancere den nye model, som igennem længere tid har kørt testkørsel godt camoufleret rundt om i Europa.
Forleden blev et par tildækkede Volvo’er spottet ved Shell-stationen i Padborg. Den ene maskerede bil gik under navnet ”Guldager – A Strong Team” og blev ført af den kendte vognmand og opbygger Henrik Guldager.
En norsk fotograf var hurtig på aftrækkeren og tog en række billeder, som kan ses på det norske transportsite tungt.no. Se billederne
her
.
»Jeg fik taget en del billeder og kigget ordentligt på bilen, inden jeg fik en vred Guldager på nakken. Det hele ser rigtig fint ud, men man skal ikke lade sig narre af forklædning. Bilen kommer til at se helt anderledes ud, når den lanceres. Under presenningen er der monteret falske dele,« siger fotografen til tungt.no.
Transportsitet mener, at det tyder på, at en lancering af den nye Volvo FH er ”lige om hjørnet” – sandsynligvis til sommer i god timing op til den store svenske transportmesse Elmia i august og Europas største transportmesse IAA i Hannover til september.
[add:329]