Daimler Biler bliver til Mercedes-Benz CPH
Den 6. februar 2012 skifter Daimler Biler AS navn til Mercedes-Benz CPH A/S. Virksomheden forhandler og servicerer Mercedes-Benz lastbiler, personbiler, varebiler og taxi fra sine 6 forretninger i det københavnske og nordsjællandske område.
Mercedes-Benz CPH er ejet af Daimler-koncernen i Stuttgart og er med over 300 ansatte en af de største bilvirksomheder i Danmark.
Indtil januar 2011 forhandlede virksomheden ud over Mercedes-Benz også Chrysler, Dodge og Jeep. Efter "skilsmissen" med Chrysler har man afviklet forhandlingen af US-mærkerne og rendyrket forretningen omkring kerneproduktet Mercedes-Benz, herunder smart. US-mærkerne serviceres dog fortsat i Ishøj-afdelingen.
I oktober 2010 fik Daimler Biler tillige en ny ledelse med Carsten Abel i spidsen.
”Navneskiftet er naturligt lige nu: Dels fortæller det nye navn klart, hvad vi er: en Mercedes-Benz forhandler i københavnsområdet. Dels er vi nu kommet så langt med udviklingen af virksomheden, at vi i langt højere grad kan leve op til de forventninger, som folk naturligt vil have til noget, der står Mercedes-Benz på. Uanset om det er privatbiler eller erhvervskøretøjer, det handler om. Vi er ikke færdigudviklede - det bliver vi aldrig - men vi er stolte af vores nye niveau og vil gerne fortælle det," siger Carsten Abel.
Navneskiftet markeres med kundeaktiviteter i forlængelse af Københavns modeuge (1.-5. februar) samt arrangementer i alle 6 forretninger mandag den 6. februar 2012.
[add:323]