Fuld lettisk chauffør hives i retten
En bøde på 5000 kr. er alligevel ikke hele regningen til en 43-årig lettisk lastbilchauffør, der torsdag formiddag i sidste uge, spirituspåvirket, ødelagde et fortov på Bissensvej i det nordlige Fredericia.
Mogens Damgaard, lokalpolitiet i Fredericia, oplyser således til Lastbil Magasinet, at chaufføren på stedet betalte et depositum på 5000 kr. Pengene er således en udbetaling på den bødestraf, som chaufføren forventes at blive idømt ved en kommende retssag i, formentligt, Kolding.
Kort efter uheldet i sidste uge blæste chaufføren politiets alkometer op over 1,2 promille. Den endelige måling foreligger først om nogle uger, når resultatet af chaufførens blodprøve ligger klar.
Mogens Damgaard, lokalpolitiet i Fredericia, oplyser desuden, at det er helt normal procedure, at letten og hans kørekort fik lov til at køre videre torsdag aften, da hans promille var kommet ned på et tilladt niveau.
Var en dansk chauffør standset for samme lovbrud, havde han kørt videre med et midlertidigt kørekort. Lige som en dansk chauffør kan køre videre med sit eget kørekort, hvis han har begået en lignende forseelse i udlandet.
Dukker den lettiske chauffør ikke op ved den kommende retssag i Kolding, idømmes han en udeblivelsesdom, der eventuelt også inkluderer frakendelse af kørekortet.
[add:237]