Kæmpe olieudslip
En defekt udluftningsventil er det bedste bud på, hvorfor en OK-lastbil mandag morgen kl. 6.48 lækkede cirka 2500 liter dieselolie på et 200 kvadratmeter stort areal på Vesthavnsvej på Fredericia Havn.
Lastbilen var i gang med at få påfyldt diesel på Samtanks anlæg, da uheldet skete. Forureningen gav arbejde til 14 brandfolk, der rykkede ud i fem brandbiler for at suge olien op med "kattegrus". Også kommunens miljøvagt og en slamsuger blev involveret i oprydningen, der varede i godt to timer frem til kl. 9 mandag morgen, skriver vejleamtsfolkeblad.dk.
Uheldet betød, at tankningen af en række tankbiler mandag morgen blev forsinket, men udslippet gav ingen forurening af vandet i havnen.
[add:326]