23948sdkhjf

ITD: 8000 danske job tabt til udlandet siden 2008

Transportbranchens arbejdspladser strømmer ud af Danmark, og dansk lastbiltransport er under hårdt pres fra stigende omkostninger og faldende produktivitet.

Det viser en ny rapport fra analysevirksomheden Copenhagen Economics, ifølge denne pressemeddelelse fra ITD.

Vejgodstransportens brancheorganisation ITD peger således på et akut behov for reformer, som skal genskabe en offensiv dagsorden omkring erhvervet og sikre dets konkurrenceevne.


Lastbiler klarer 90 pct.

90 procent af alt dansk gods bliver transporteret på lastbiler til butikker og virksomheder, men det er langt fra sikkert, at det fremover er danske lastbiler, der står for transporten.

I løbet af ti år er produktiviteten i vejtransporterhvervet faldet drastisk med ca. 30 procent, mens de danske chaufførlønninger fra 2005 til 2011 er steget med ca. 20 procent.

Det viser en analyse, som Copenhagen Economics har lavet for ITD.

Rapporten blev offentliggjort i går på en konference på Christiansborg. Den dokumenterer, at dansk lastbiltransport er foruroligende dårligt stillet i den stigende europæiske konkurrence.

Fra tre til fire mand

Produktivitetsfaldet svarer til, at det arbejde, der i 2000 kunne klares af tre mand, i dag kræver fire mands arbejde – vel at mærke til en betragteligt højere løn.

Jacob Chr. Nielsen, adm. direktør for vejtransportens danske brancheorganisation ITD:

»Det er selvfølgelig ikke holdbart, og nu må branchen og politikerne sammen komme i offensiven for at få vendt denne udvikling. I og med at næsten al godstransport i Danmark foregår på ladet af en lastbil, er dansk erhvervsliv og konkurrenceevne dybt afhængig af, at vi har et velfungerende vejtransporterhverv i Danmark«.

Yderligere 16.000 arbejdspladser på spil

Fra ITD’s side er det håbet, at rapporten fra Copenhagen Economics vil fungere som et wake-up-call for branchen og politikerne. Ifølge rapporten er 8.000 danske job forsvundet fra dansk lastbiltransport siden 2008.

Jobbene forsvinder dels ved, at nogle virksomheder drejer nøglen om, og dels ved at andre udflager lastbilerne til udlandet og ansætter udenlandske chauffører i stedet for danske.

Sammen har ITD og DI allerede i efteråret opfordret transportministeren til at igangsætte et udvalgsarbejde på tværs af branchens interesser for at tage de første skridt til at modernisere vejtransportens rammevilkår i Danmark.

Dødens gab

Jacob Chr. Nielsen:

»Når lønkurven går opad, og produktivitetskurven går kraftigt nedad, har vi et problem, uanset hvordan vi vender og drejer det. De to kurver danner lige nu et ’dødens gab’ omkring den danske lastbiltransport, og erhvervets eksistens vil i løbet af de kommende år komme på spil, hvis vi ikke får lukket det nuværende gab«.

Hvis omfanget af udflytning inden for lastbiltransport når samme niveau som inden for fremstillingsindustrien, vil tabet af arbejdspladser over de næste ti år være ca. 16.000. I dag er 38.000 danskere beskæftiget i lastbiltransporten og dens følgeerhverv, og erhvervet bidrager med 1,3 procent af det danske bruttonationalprodukt.

ITD's løsninger

Sådan når vejtransporterhvervet en højere produktivitet – ifølge ITD:

Fair og fri konkurrence:

EU’s indre marked er en mulighed frem for en trussel for de bedste danske transportvirksomheder. Danske særregler skal væk. Samtidig skal cabotage (indenrigstransport af gods i et andet land end transportørens eget hjemland) ses som et gode. Det giver danske virksomheder et større marked – og færre tomme ture med lastbilen er både godt for miljøet og produktiviteten. Der skal være minimumsløn og fri foreningsret frem for normalløns-takster og indirekte foreningstvang for arbejdstagere og arbejdsgivere. Balancerede afgifter, som rammer alle ens, er vitale.

Mindre bureaukrati:

Der skal være effektive kontroller af erhvervets udøvere og samkøring af registre og tilladelser. Fair og afbalancerede bøder frem for hårde økonomiske slag for bagateller og banale fejl. Kraftige og kontante straffe for bevidst snyd.

Løn:

Danmark kan ikke konkurrere på løn. Indsatsen skal gå på at bevare og videreudvikle de mere specialiserede chaufførjob, virksomhedernes vidensjob samt administration i Danmark.

Branchens egne tiltag:

Branchen skal selv gå forrest i at håndtere regler og myndighedskrav korrekt. Midlet hedder rettidig og effektiv egenkontrol, og branchen skal fokusere mere på it-værktøjer og procedurer, der kan hjælpe med at holde orden i dagligdagen. Transportbranchen skal løbende forbedre ruteplanlægningen og øge kapaciteten på de enkelte transporter som modtræk mod trængsel på vejene. Et videnscenter med praktisk videndeling i branchen skal etableres.

Infrastruktur:

Infrastrukturen skal løbende udbygges for at klare den stigende mængde trafik og undgå trængsel, som gør transporterne mindre effektive og koster erhvervslivet penge.

[add:323]

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065