ITD: Betal havnetunnel med betalingsring
ITD er klar til at bakke op om den omdiskuterede betalingsring i København, hvis tre vigtige forhold falder på plads.
»Hvis vi kan være sikre på, at pengene går til at få sat gang i byggeriet af en havnetunnel og anden nødvendig infrastruktur, begynder projektet at give mening, og så vil vi se positivt på en betalingsring,« siger ITD’s adm. direktør Jacob Chr. Nielsen.
For det andet vil ITD have overbevisende dokumentation for, at varetrafikken i et København med betalingsring vil kunne komme langt hurtigere frem.
Flytter trængslen?
»Kommer en lastbil væsentligt hurtigere frem til sin destination i København takket være mindre trængsel, er det hurtigt tjent ind, at den må betale et mindre beløb for at komme ind i byen. Men vi er nødt til at være helt sikre på, at faldet i trængslen er så stort, at kø og langsom trafik bliver mærkbart reduceret,« lyder det fra Jacob Chr. Nielsen.
ITD’s tredje krav til betalingsringen er, at den ikke skaber større trængsel rundt om betalingsgrænsen.
»Hvis alle personbilerne står i en dynge rundt om betalingsringen, er vi lige vidt. Men her vil problemerne igen kunne afhjælpes af rigtige og fremsynede investeringer i infrastruktur som fx den længe ønskede havnetunnel, som kan lede trafikken effektivt uden om centrum,« siger Jacob Chr. Nielsen.
Tvetydige undersøgelser
Der er lavet flere undersøgelser af betalingsringe i udlandet og den mulige betalingsring i København.
Ifølge Stockholm Kommune er der i dag 20 procent færre biler i Sveriges hovedstad i forhold til, da betalingsringen blev indført. Resultatet er 40-50 procent mindre kø-kørsel.
I London, som indførte en betalingsring i 2003, faldt trafikken med 20 procent umiddelbart efter. I dag er antallet af biler og lastvogne imidlertid tilbage på niveauet fra lige før betalingsringens fødsel.
Undersøgelser af den mulige københavnske betalingsring har givet vidt forskellige resultater fra betydelig reduktion af trængslen til store samfundsøkonomiske tab, hvis ringen bliver indført.
[add:329]