Nyt våben mod brændstoftyverier
Problemerne med stjålne benzinkort bliver ved med at vokse, og mange af korttyvene går målrettet efter transportvirksomhedernes vogne. Derfor har Statoil indført et ekstra sikkerhedsniveau til disse kort, som betyder, at kortet følger chaufføren og ikke køretøjet.
Alene i 2011 har Statoil registreret mere end 100 tyverier, og misbruget løber op i millionklassen. Tyvene går ikke kun efter privatbiler, tværtimod er det særligt transportsektoren, der står for skud. To ud af tre stjålne kort i Statoil er Truck og Routex Kort, som benyttes af transportvirksomheder.
Statoil er derfor nu gået ind i kampen mod korttyverierne med en såkaldt chaufførløsning til Truck og Routex Kort, som knytter kortet til chaufføren frem for køretøjet. Løsningen erstatter det fælles kort, som typisk ligger i køretøjet, med individuelle kort til alle chauffører.
Dermed fjernes den væsentligste årsag til de mange korttyverier, transportsektoren er udsat for: Efterladte kort – og ofte pinkoder – i bilerne som giver tyvene let adgang til at tanke gratis på vognmandens regning.
Stjæler løs i weekenden
»Det er en kendt sag, også blandt tyvene, at der i mange tilfælde ligger både kort og ofte også pinkoder i køretøjer, som deles af flere chauffører. Derfor går tyvene systematisk efter transportvirksomheder, hvor køretøjerne ofte ikke er overvåget i weekenden. Så opdages og anmeldes korttyveriet først mandag, hvilket giver tyvene god tid til at tanke store mængder gratis brændstof,« forklarer Per Brinch, kommunikationsdirektør i Statoil.
»Med et personligt kort til hver chauffør minimeres risikoen for korttyveri betragteligt. Det handler i høj grad om at sikre, at chaufførerne føler ejerskab overfor kortet og opbevarer det på sig,« siger Per Brinch.
Når chaufføren skal betale med sit Truck eller Routex Kort, indtaster han en pinkode, sit chaufførnummer eller anden valgfri identifikation samt kilometerstand. På baggrund af de indtastede data kan Statoil levere specifikationer over forbruget for hver enkelt chauffør og køretøj sammen med den almindelige faktura.
[add:306]