Nytårsudtalelse fra ATL
Et nyt år er i gang. Et år der fortsat vil være påvirket af den globale økonomiske krise, og ikke mindst de store politiske og økonomiske udfordringer i Europa og EU. Mange virksomheder har desværre måtte dreje nøglen om i det forgangne år, mens andre har skåret ned i medarbejderstaben.
Andre igen har skabt gode resultater på trods af krisen, og det siger noget om, hvor forskellig ATL’s medlemskreds er. Vi har meget store internationale virksomheder og meget små lokale virksomheder. Vi har medlemmer der udfører dyretransporter, transporterer farligt gods, udfører dagrenovation, hjælper folk med at flytte fra et sted til et andet, distribuerer dagligvarer og meget meget mere.
Udfordringerne er derfor også meget forskellige for den enkelte virksomhed, men mine mange besøg ude hos medlemsvirksomhederne har lært mig, at I alle vil det samme: Levere kvalitet og transporter, hvor varerne kommer frem i hel stand og til tiden, og hvor kunderne er tilfredse.
Når vi er i stand til igen og igen at nå disse mål, skyldes det ikke mindst, at vi har ordnede forhold. Vi har et fornuftigt grundlag, overenskomsten, som giver os nogle spilleregler at operere ud fra.
Det er et faktum, som også statsministeren ramte det meget rigtigt i sin nytårstale, at danske virksomheder er nogle af de mest opfindsomme og ansvarsfulde i verden, at vi er et land, hvor små familieejede virksomheder vokser sig store og bliver førende på deres felt, og hvor lønmodtagere og arbejdsgivere har et særligt tillidsfuldt samarbejde. Det er vores fælles grundlag, og det skal vi værne om, selv om der næppe er tvivl om, at vores overenskomst har været noget udskældt det seneste år på grund af det høje lønniveau sammenlignet med vores nabolande.
Her i 2012 skal vi i gang med overenskomstforhandlinger igen, og målet er klart: Vi skal have styrket vores konkurrenceevne – blandt andet ved at holde lønomkostningerne nede. Der er ikke plads til flere gaver. Det er imidlertid lige så klart, at vi næppe kan udligne den forskel, der er til lønniveauet i vores nabolande. Det er et livsvilkår, alle danske virksomheder må leve med.
Til gengæld skal vi sikre, at vi får nogle rammer der gør, at vi fortsat kan udnytte det, vi er så gode til, nemlig at skabe værdi for vores kunder ved at være tætte på dem, lytte til dem og imødekomme deres behov. Hvis vi står sammen om disse rammer bliver vi stærkere. Ved at stå sammen, store som små, internationale som lokale, har vi mulighed for at påvirke vores konkurrencevilkår. Vi får bedre mulighed for et godt samarbejde med myndighederne, som er så vigtig en partner i at sikre, at spillereglerne på landevejen bliver overholdt.
Vi får bedre muligheder for at indgå i dialog med fagforeninger og med de ansatte. Og ikke mindst giver et stort og stærkt ATL et uvurderligt forum for udvekslinger af viden, erfaringer og holdninger til det at være arbejdsgiver inden for transport og logistik, som kan bringe os alle fremad. Det skal være målet for det nye år!
Anne Windfeldt Trolle
Branchedirektør, ATL
[add:306]