DEBAT: Nytårsopråb til myndighederne
Jeg er uendelig træt af den dårlige omtale, vort erhverv længe har haft. Jeg er godt klar over, at den i nogen grad er selvforskyldt, men alligevel er årsagerne nogle helt andre.
Vi må desværre konstatere, at vi har nogle få transportfirmaer og chauffører, der næsten bærer hele skylden for den dårlige omtale, hele branchen har fået, men også myndighederne er med til at køre hele branchen i grøften.
Myndighederne har godkendt den gamle type tachograf, der stjæler en meget stor del af køretiden, hvis denne består af mange start/stop (kan i nogle tilfælde være en hel time på en dag). Men alligevel giver myndighederne bøder ved små overtrædelser, fx ved en 5,1 % overskridelse (=10 timer og 31 min.) af den daglige køretid, selvom det kan dokumenteres med Comlog, at den effektive køretid kun har været 9½ time.
Et sådant tilfælde viser klart, at det er chauffører og vognmænd, der får bøderne og dårlig omtale af branchen, men at det i virkeligheden er en fejlagtigt programmeret tachograf, der er skyld i både denne og mange andre fejlfortolkninger af den virkelige tidsberegning for effektiv køretid. Sådanne og lignende tilfælde er der mange, der har måttet betale uretfærdigt for. Det er fejlagtig paragrafrytteri.
Vi har nu fået anden generation tachograf og kan vel være enige om, at denne opgør tiden på en mere rigtig måde, hvorimod en meget stor del af de sager og bøder, der er udskrevet efter den gamle tachograf, har været behæftet med en meget stor fejlprocent, men alligevel har myndighederne brugt disse til at kradse bøder ind med, også selvom det har været dokumenteret fx med Comlog, at der ikke har været de påståede overskridelser.
Så er der de store sager, hvor der fx har været manipuleret med tachografen, eller den er sat helt i stå ved hjælp af magneter eller andet. Her skulle der tages helt anderledes fat. Firmaer og chauffører, der gør sig skyldige i sådanne svindelsager, skulle have meget større bøder omgående og miste tilladelser for evigt samt kørekortet i min. 5 år. Når bilen blev stoppet på vejen, og ovennævnte blev konstateret, skulle nummerplader + vognmandstilladelse (hvis en sådan findes) samt chaufførens kørekort omgående inddrages. Skulle det efterfølgende vise sig, at der var sket en fejl, kunne tingene genudleveres.
Som vi ser det i dag, er myndighederne så længe om at undersøge sådan en sag, at lovbryderne har mulighed for at starte et andet firma og selv lukke det gamle ned og måske også tømme dette for penge, hvis der skulle være nogle sådanne.
Derfor er jeg meget enig i advokat Jacob Formans indlæg d. 21/12-11 om, at myndighederne nu også prøver at straffe os for at holde for mange pauser. Selvom landsretten har frikendt en transportvirksomhed én gang, prøver anklagemyndigheden en useriøs sag en gang til.
Det er derfor vigtigt for alle, at vi skal have højnet standarden i transportvirksomhederne endnu mere og have de brodne kar ud, men vi vil også gerne bede politi og andre myndigheder behandle i det mindste den seriøse del af transporterhvervet på en rigtig og seriøs måde ligesom andre erhversvirksomheder i Danmark, og gå efter dem, der har behov for myndighedskontrol, og ikke gå efter alt muligt flueknepperi, der er betydningsløst for færdselssikkerheden.
Jeg er for øvrigt også helt enig med Christian Jensen i, at det er fuldstændig vanvittigt af politi og anklagemyndighed at tage en sag op igen, som der ligger en frifindelse på i forvejen, hvilket kun beviser den klapjagt, der udføres helt useriøst på hele branchen, hvor politi prøver at dømme chauffører, der holder for meget pause.
Det ville være godt, hvis en sådan betjent ville oplyse sine bevæggrunde herfor på skrift. Indtil dette sker, kan vi kun betragte det som en ren forfølgelse af medarbejdere og ejere i transporterhvervet.
Godt nytår.
Jørgen Rørby Johansen
Dansk Specialtransport, Herlufmagle
[add:306]