DEBAT: ATL lytter til os
Når man læser de mange indlæg om fri cabotage, mere kontrol på vejene, ingen overholder den gældende overenskomst osv., får man et billede af, at vi i fremtiden enten bor i et land, hvor stort set alt er tilladt, eller også endnu værre bor i et land, der er omgivet af højt hegn, grænsebomme og politi på ethvert gadehjørne. Alt sammen skulle det så være organisationernes skyld, fordi man ikke i tide har set det komme.
I min lille virksomhed med 14 biler og en del underleverandører har vi naturligvis mange udfordringer i det daglige. Vi forsøger at få økonomien til at hænge sammen, få overenskomsten til at passe sammen med de daglige opgaver og få arbejdet tilrettelagt, så alle regler overholdes, sørge for, at kunderne er tilfredse, kontrol af køre- og hviletiderne overholdes, og sådan kan jeg blive ved.
Derfor er vi naturligvis også glade for, at vi har en organisation, ATL/DI, som vi kan læne os op ad, når det brænder lidt på. Der er altid mulighed for at få svar på mulige og umulige spørgsmål inden for en begrænset tid, informationen til os virksomheder er god, konsulenterne kommer, når vi ringer, og kurserne, som i øvrigt er en del af medlemspakken, er af høj standard.
Så tilbage til min indledning. Ifølge mange indlægsholdere skulle alle fortrædelighederne til dels skyldes organisationernes mangel på indsigelser over for nye tiltag, mangel på interesse over for medlemsvirksomhederne og i det hele taget en mangel på indsigt i virksomhedernes hverdag.
Den køber jeg ikke. Min erfaring siger mig, at ATL er meget interesseret i at få vores mening og holdninger til ændring af overenskomsten, ny godskørselslov, nye regler for tachograf. Ja, sådan kan jeg blive ved.
Måske skulle den enkelte tænke lidt over, hvad han har bidraget med – ud over at skrive i avisen – og hvordan vi alle fremover kan bidrage til, at vi får nogle gode betingelser for at drive vognmandsvirksomhed i Danmark og i resten af Europa.
Leo Laustsen, Fjellerad Transport
Mercurvej 2
9530 Støvring
[add:306]