DTL: Besynderlig proces
Skatteministeriet har meldt ud, at ministeriet nu varetager ansvaret for implementeringen af kørselsafgiftsordningen. Ministeriet har etableret et såkaldt ”Road Pricing-program”, der har ansvaret for etableringen af ordningen. Blandt programmets første opgaver er at fastlægge det overordnede design af ordningen og ikke mindst at få styr på en tidsplan.
»Det har været en noget besynderlig proces med kørselsafgiftens omtumlede tilværelse frem og tilbage mellem ministerier og teknologier i løbet af de seneste to-tre år,« udtaler DTL's erhvervspolitiske chef, Ove Holm, i en kommentar til udmeldingerne fra Skatteministeriet, der betyder, at projektet nu atter er flyttet hjem til skatteopkræverne på Christianshavn.
Han minder om, at det også er set i andre lande, at vidtløftige tanker om kørselsafgifter er gået kolde, når virkeligheden og praktikken banker på, og peger særligt på England og Holland. Han fortsætter:
»I de lande, for eksempel Tyskland og Østrig, hvor en kørselsafgift på lastbiler er gennemført, har det helt klart været drevet af, at score kassen på samhandelen mellem landene i Europa, der i sagens natur indebærer transport igennem de centrale lande i Europa. I Danmark kan vi også – som i Øresundstoldens tid for nogle århundreder siden – tjene nogle skillinger fra lastbiler, der kører igennem Danmark, men i forhold til hvor dyrt systemet bliver at bygge og drive, vil det være en skidt samfundsøkonomisk forretning, der vil forringe dansk erhvervslivs konkurrenceevne, og bidrage til at afsondre os fra det centrale Europa,« mener Ove Holm.
Hertuger og herremænd
Eneste fordel set fra Ove Holms stol ville være, hvis det danske vognmandserhverv kunne få nogle af de samme kompensationsordninger, som i Tyskland gives til det tyske vognmandserhverv.
»Men i bund og grund er det jo et usundt system, at de enkelte lande i EUs Indre Marked først hiver penge ud af egne og andre landes transportører på vejene, hvorefter man fodrer egne virksomheder med lunser for at opnå konkurrencefordele. Det minder i det hele taget om den mørke middelalder, hvor hver hertug og hver herremand satte toldbomme op i Europa og siden stak pengene i egen lomme,« siger Ove Holm.
Forventningerne i Skatteministeriet er, at ordningen med et satellit-baseret opkrævningssystem kan starte omkring årsskiftet 2014/15. En endelig dato for indførelsen af afgiften vil blive meldt ud, når der bliver styr på en tidsplan.
[add:243]