Vejdirektoratet indgår samarbejde med Radio24syv
Vejdirektoratet og Radio24syv har indgået et samarbejde om, at den nye radio hver dag sender trafikmeldinger i morgen- og eftermiddagsmyldretiderne direkte fra Vejdirektoratets Trafikinformationscenter.
Med trafikmeldingerne vil Vejdirektoratet give trafikanterne og de øvrige radiolyttere god og brugbar information om den aktuelle situation på vejene og tilstanden for den kollektive trafik.
Vejdirektoratet vil også oplyse om større vejarbejder, arrangementer og andet, der kunne være nyttigt at vide for trafikanterne.
Driftsdirektør Niels Chr. Skov Nielsen fra Vejdirektoratet er glad for den nye aftale med Radio24syv.
»Den giver os en god mulighed for at nå ud til borgerne – ikke mindst dem, der kører ude på vejene – med god og konkret information om den aktuelle trafiksituation. Vi lægger i Vejdirektoratet stor vægt på at holde trafikanterne informeret om vores aktiviteter på vejene, og aftalen med Radio24syv giver os en rigtig god mulighed for at løfte denne opgave«.
Trafikmeldingerne sendes to gange i timen mellem kl. 06 og 09 og igen mellem kl. 16 og 18 på hverdage. Der er også mulighed for, at der kan blive udsendt trafikmeldinger mellem disse tidsrum, hvis der opstår akutte trafikproblemer.
[add:237]