Ny Actros blev Årets Lastbil
Mercedes-Benz’ New Actros blev i aftes kåret som Årets Lastbil i Europa. Det skete ved en ceremoni i forbindelse med åbningen af messen Trailer 2011 i den belgiske by Kortrijk.
Actros'en var storfavorit blandt de tre nominerede, og det afspejlede sig også i stemmetallene, der blev afgivet af de 24 medlemmer af den internationale jury, der hvert år kårer Truck of the Year i Europa.
Afstemningsresultatet blev således:
Mercedes-Benz Actros:
161 point
Tatra Phoenix:
67 point
Scania Euro6:
50 point
Det er andet år i træk, at Mercedes-Benz hiver trofæet hjem. Sidste år vandt den nye Atego således titlen som Årets Lastbil i Europa.
Og for Actros's vedkommende er det fjerde gang, at den kåres som Årets Lastbil - første gang ved lanceringen for 15 år siden og siden ved opdateringer til anden og tredje generation. Denne gang er der tale om en helt nybygget lastbil.
I begrundelsen for valget af den nye Actros sagde juryens formand, Gianenrico Griffini, blandt andet:
»Mercedes-Benz har leveret en ny langturslastbil, som både er revolutionær og evolutionær på samme tid. Først og fremmest har den hævet overliggeren inden for både effektivitet og komfort i det tunge lastbil-segment.«
Juryen består af 24 motorjournalister fra 24 europæiske lande, som hver især har 12 point at fordele på de nominerede lastbiler. Man kan højst sætte syv point på én kandidat, og man behøver ikke bruge alle sine point.
Danmark er repræsenteret i juryen ved Lastbil Magasinets tekniske redaktør, Ivan Stjernqvist. Han fordelte sine stemmer med 7 til Actros, 3 til Tatra Phoenix og 2 til Scania Euro6.
[add:314]