Bedre it-udnyttelse skal gavne transporten
Mere effektiv afvikling af trafikken handler ikke kun om at bygge nye veje men også om at blive bedre til at udnytte it og give trafikanter bedre og mere præcis information ved hjælp af såkaldte ITS-systemer.
Nu vil Vejdirektoratets ITS Udviklingsforum stå i spidsen for nogle projekter, der skal udbrede brugen af disse intelligente trafiksystemer over hele landet.
I fredags offentliggjorde ITS Udviklingsforum en egentlig handlingsplan med oplæg til en række konkrete projekter og aktiviteter, som finansieres helt eller delvist fra den særlige ITS Pulje på ca. 225 millioner kroner.
Handlingsplanen er en opfølgning på en tidligere vedtaget strategiplan for indførelse af ITS i Danmark.
DTL har – sammen med Danske Speditører på vegne af Dansk Erhverv – været blandt deltagerne i projektgruppen ITS Udviklingsforum:
»Et spændende projekt at være med i. Jeg er særligt imponeret over den meget strukturelle proces, som Vejdirektoratet har sat op undervejs, og de særdeles kompetente bidrag, som de mange deltagere i ITS-udviklingsforum er kommet med,« siger kommunikationschef Morten Lindbo fra DTL.
Trafikstyring og elektronik i bilerne
De kommende projekter skal bidrage til at afhjælpe trafikale problemer og skabe øget innovation og erhvervsudvikling.
Projekterne strækker sig fra en idékonkurrence om, hvordan man kan synliggøre ITS som virkemiddel til at løse nogle af Danmarks trafikale og miljømæssige udfordringer, til fx egentlig trafikstyring på motorvejene, bedre trafiksignaler og hvilke ITS-systemer, der skal installeres i bilerne.
Her tænkes på automatisk nødbremsning, vognbaneskift-advarsel, nødopkald med mere. Desuden skal bilerne og skilte på vejen i fremtiden kunne kommunikere med hinanden.
Data om godsstrømme
Af speciel interesse for godstransporten rummer handlingsplanen et projekt, der skal forsøge at skabe et fuldautomatisk system til at indhente data hos transportvirksomhederne om deres godstrafik. Disse data, som er bøvlede at indberette manuelt, skal bruges til at kortlægge godsstrømmene på kryds og tværs af landet
Mere viden om, hvordan godset bevæger sig rundt, kan bruges til at optimere transporten og logistikken herhjemme.
ITS-projekterne tænkes gennemført i 2012-2014.
[add:38]