Logistik-virksomhed hyrer AGF-legende
En forbedret ordretilgang og udsigt til øget omsætning har fået den danskejede transportvirksomhed SGL, Scan Global Logistics, til at opprioritere salgsfunktionen i Danmark.
Derfor har man pr. 1. august ansat Troels Rasmussen, 50 år, som salgsdirektør for Danmark. Den tidligere AGF- og landsholdsmålmand har gennem hele sin fodboldkarriere haft en sideløbende erhvervskarriere i logistikbranchen. Den nye salgsdirektør får base i virksomhedens Århus-lokation i forstaden Tilst.
Troels Rasmussen startede i 1982 som elev hos Trans Ocean i Århus, og han har, bortset fra 2 sæsoner som fuldtidsprofessionel hos AGF i 1987-1988, haft fast tilknytning til branchen - primært gennem salgs- og marketingfunktioner. De seneste seks år har Troels Rasmussen beklædt en stilling som salgschef hos shippingfirmaet Agility i Århus
Til lands, til vands og i luften
SGL har kontorer i 20 lande med hovedkontor i Kastrup. Virksomheden beskæftiger sig med sø-, luft- og vejtransport såvel som lager- og logistik-services. SGL er desuden specialister i distribution af nødhjælp i verdens brandpunkter, ligesom man også har specialiseret sig i transport af store og ofte uhåndterlige enheder.
SGL's majoritetsejer har for nylig investeret 100 mio. kroner i virksomheden, som skal bruges på opkøb og andre vækstinitiativer
Hidtil har salgsdivisionen i Danmark hørt under corporate sales, men med ansættelsen af Troels Rasmussen har SGL foretaget en bevidst opprioritering af fokus på de indenlandske linjer.
[add:303]