Tyskland vil skærpe elefant-kontrollen
Ligesom i Danmark har lastbilernes medtrafikanter i Tyskland generelt svært ved at acceptere, at lastbilerne fra tid til anden trækker ud i motorvejenes yderspor for at foretage overhalinger. Det gælder ikke mindst her i ferietiden, hvor trafiktætheden er ekstra stor.
Men trods en aktuel debat syd for grænsen vil den tyske trafikminister Peter Ramsauer ikke stramme lovgivningen, sådan som hans danske kollega Hans Chr. Schmidt har lagt op til, men i stedet gøre en ekstra indsats for, at de eksisterende regler bliver overholdt. Det bekræfter den tyske transportorganisation DSLV, som ITD har været i kontakt med.
»Tyskland har allerede udmærkede retningslinjer for, hvordan og hvornår lastbiler må overhale, så ministeren lægger ikke op til at stramme loven, men har derimod været ude at flage for, at kontrollen med, at reglerne faktisk bliver overholdt, skal øges, og det bakker branchen naturligvis op om,« siger underdirektør i ITD Poul Bruun.
Lokale regler
Som udgangspunkt er det lovligt for en lastbil at overhale på de tyske motorveje. Der gælder dog ligesom i Danmark lokale overhalingsforbud på nogle befærdede to-sporede motorveje og på strækninger med vejarbejder, med stejle bakker eller med skarpe sving.
Desuden gælder i henhold til den tyske færdselslov, at det aldrig er tilladt for lastbiler at overhale i dårligt føre. Endelig er der også regler om overhalingsforbud for kørsel med farligt gods. Tyskerne anvender mange steder variable færdselstavler, der anviser overhalingsforbud dynamisk i særligt trafikerede perioder.
»Tyskernes regler er fleksible og tager udgangspunkt i de praktiske forhold. Den tyske trafikminister har ved tidligere lejligheder klart tilkendegivet, at han er imod et totalt overhalingsforbud for lastbiler. Desuden har diverse officielle analyser og ekspertgrupper klarlagt, at lastbiloverhalinger ikke udgør et alvorligt trafikalt problem i Tyskland. Så vi forventer absolut ikke uoverlagte og pludselige lovstramninger i Tyskland på dette område,« siger Poul Bruun.
[add:176]