23948sdkhjf

DEBAT: Transport gør Danmark rigere

Jeg er af den overbevisning, at transport gør Danmark rigere, fordi transport er det, der holder samfundet i gang. Det, der skaber dynamik og vækst. Transportbranchen udfører en meget vigtig samfundsfunktion ved at sikre, at vi har varer på hylderne, og at vi kan få individuel og effektiv persontransport.

Transportbranchen udfører de opgaver, som vi alle er dybt afhængige af, men som få lægger mærke til i hverdagen.

Derfor blev jeg meget vred, da jeg læste Socialdemokraterne og Socialistisk Folkepartis forskellige forslag om brandbeskatning af vores transporterhverv. Jeg havde håbet, at de vidste bedre. At de anerkendte den vigtige samfundsfunktion, som alle transporterhverv udfører.

Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti vil på flere områder brandbeskatte transporterhvervene for at begrænse transporten. Der er ingen tvivl om, at hvis de får magt, som de har agt – og derved mulighed for at indføre deres transportbegrænsende skatter – så vil Danmark blive et fattigere land.

Vores økonomi vil blive mindre dynamisk, vi vil miste arbejdspladser, og det vil i sidste ende gå ud over den kernevelfærd, der gør det danske samfund helt unikt.

Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti vil for eksempel brandbeskatte transportbranchen ved at opkræve en ekstra lastbil-afgift på 1,5 milliarder kroner årligt.

Hvis den ekstra afgift skulle bruges til at forbedre forholdene for transportbranchen, som for eksempel at investere i intelligente trafiksystemer, bedre rastepladser og lignende, kunne man ane snerten af fornuft i forslaget.

Men nej – Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti vil anvende lastbilbranchens 1,5 milliarder kroner store ekstra-skat til at gøre kollektiv trafik billigere. Billigere tog- og busbilletter vil selv sagt ikke forbedre forholdene for den danske transportbranche.

Jeg står helt uforstående overfor, at Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti kan kalde den ”løsning” fair.

Transportbranchen er et meget vigtigt tandhjul i den maskine, der holder den danske økonomi kørende. Hvis det enkelte tandhjul kører langsommere vil det påvirke hele maskinen – hele økonomien.

Derfor er det meget vigtigt for mig at understrege, at transport gør Danmark rigere. Transport giver dynamik og vækst. Det er det, vi skal have fokus på, når vi fremadrettet skal føre transportpolitik«.


Flemming Damgaard Larsen (V)
Formand for Folketingets Trafikudvalg

[add:176]

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11