23948sdkhjf

Udsigt til 30 ton på sættevogne

Trafikstyrelsen åbner nu for, at det bliver tilladt at køre med 30 ton akseltryk på sættevogne og med en 1+3 påhængsvogn, oplyser DTL.

»En gevinst for effektiviteten i transporterhvervet,« siger en tilfreds Ove Holm, der er chef for DTL's erhvervspolitiske afdeling.

Efter branchens ønske har Trafikstyrelsen i samarbejde med Vejdirektoratet undersøgt mulighederne for at tillade kørsel med 4-akslede sættevogne med to tvangsstyrede eller selvsporende aksler, og med påhængsvogne med én foraksel og en 3-akslet bogie med to faste aksler – i begge tilfælde med et samlet akseltryk på op til 30 ton.

Vejdirektoratet har nu konkluderet, at brug af 4-akslede sættevogne vil reducere vejsliddet en smule. Der vil heller ikke for de 4-akslede påhængsvogne være en forøgelse af vejsliddet, når der samtidig sættes et ekstra teknisk krav om tvillingmontering på forakslen. Der vil heller ikke blive problemer med brobelastning, da der i forvejen er eksisterende vogntogskombinationer, som giver en højere brobelastning.


Hatten af

For de 4-akslede påhængsvogne med 3-akslet bogie sættes et maksimal tilladt bogietryk på 70 procent af totalvægten for at for sikre et mindste forakseltryk og dermed en rimelig kørestabilitet.

For kærrer foreslås, at reglen om tvangsstyring af forreste aksel, når bogietrykket overstiger 22 ton, ændres til krav om selvsporende forreste aksel. Sådanne kærrer vil så kunne godkendes med 24 ton tilladt bogietryk.

»Trafikstyrelsen har sendt sit forslag til høring hos organisationerne til besvarelse senest den 24. august 2011. Vi har været meget tilfredse med de fremskridt, der på det seneste er taget med forøgelse af totalvægte og akseltryk for lastbiler. Først med det store skridt den 1. juli, og nu med denne hurtige opfølgning. Det er et flot initiativ fra myndighedernes side, og vi tager hatten af for dette,« siger DTL's erhvervspolitiske chef Ove Holm.

Da spørgsmålet om 50 ton totalvægt på 6-akslede vogntog er politisk forligsstof, har det ikke været behandlet i forbindelse med Trafikstyrelsens forslag til ændring af dimensionsbekendtgørelsen og de tekniske forskrifter.

[add:303]

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.991