MAN opretter nyt center for hybrider
Nu samler MAN Truck & Bus alle sine forsknings- og udviklingsaktiviteter om hybridteknologi i et nyoprettet Center of Competence, samtidig med at medarbejderstyrken forøges.
»Vi er overbevist om, at hybridteknologien vil spille en fundamental rolle i alle typer af erhvervskøretøjer, fra bybusser til langturslastbiler, for at forøge effektiviteten og skåne ressourcerne og dermed bane vejen frem til E-mobilitet. Det nye Center of Competence skal koncentrere sig om hybridteknologien helt fra grundforskning og op til udvikling af serieproduktion i de forskellige produktsegmenter,« fortæller Bernd Maierhofer, direktør for forskning og udvikling samt indkøb hos
MAN Truck & Bus AG.
I september sidste år introducerede MAN Truck & Bus det første serieproducerede erhvervskøretøj med seriel hybriddrift: MAN Lion's City Hybrid, der ifølge MAN bruger indtil 30 procent mindre brændstof end en konventionel, dieseldrevet bybus. Det svarer til en CO2-reduktion på cirka 30 procent.
Introduktion af hybriddrift i erhvervskøretøjer er en stor udfordring for alle producenter i betragtning af de meget forskellige kravspecifikationer fra brugerne: medens bybusser i fast rute kører i en cyklus med konstante accelerationer og opbremsninger, kører langturslastbiler overvejende med konstant hastighed over lange afstande på motorveje
Distributionslastbiler med varierende belæsning kører både i byer og i regionaltransport, medens lastbiler i bygge- og anlægsbranchen har brug for stor effekt og høj trækkraft og ofte tillige skal drive kraftudtag.
[add:266]