Iveco genåbnet i Padborg
Efter konkursen i Iveco-forhandleren I.M. Jensen & Noer, der var en del af den kollapsede Noer-gruppe, var forhandleren med afdelinger i Padborg og Aabenraa lukket i en uge.
Men i fredags kom der allerede liv i bygningerne igen. Den nye forhandler hedder I.M. Jensen & Bache A/S. Selskabet har overtaget aktiver fra det nu lukkede Noer-selskab og er at finde på samme adresse som den tidligere forhandler – Odinsvej 6 i Padborg.
Alle forretningsområderne (salg, service samt opbyggerafdeling) bliver videreført og primært af de samme medarbejdere og ledere. Hovedejeren bag den nye forhandler er Michael Bache.
Flere kendte ansigter
De to lokale og erfarne ledere, Karsten Johansen og Flemming Johansen fra den tidligere Iveco-forhandler samme sted, indtræder i firmaet.
Der vil være flere kendte ansigter på Odinsvej, idet de fleste af de tidligere medarbejdere på stedet er blevet ansat i det nye selskab.
Faciliteterne på adressen Odinsvej 6 i Padborg er i dag ejet af en investor og langtidslejet af Iveco Danmark A/S, så der dermed skulle være sikret ro og kontinuitet omkring stedet. I.M. Jensen & Bache A/S lejer faciliteterne af Iveco Danmark A/S.
Padborg er vigtig
Iveco Danmark A/S er glad for, at det hurtigt er lykkedes at få videreført forhandlingen af Iveco-lastbiler i Padborg.
»Padborg er et strategisk knudepunkt for lastbiler, og vi kan ikke undvære det sted. Vi har på relativt kort tid fået etableret videreførelsen af Iveco i Padborg. Vi er selv gået ind med en langtidskontrakt på ejendommen, således at stabilitet og kontinuitet er sikret fremover. Vi tror, det er et vigtigt signal for vores kunder,« siger Gunni Mikkelsen.
Han siger samtidig, at Iveco føler sig - omend ikke juridisk - forpligtet til at hjælpe de kunder, der havde lokale service- og reparationsaftaler med den konkursramte forhandler, og man er derfor i dialog med de berørte kunder.
[add:177]