Danske filtre indtager London
Den danske producent af partikelfiltre Emicon Systems ApS har fået en fod indenfor på det lukrative engelske marked. Frem mod 2012 skal 20.000 køretøjer have monteret partikelfiltre, og virksomheden i Greve forventer at erobre ordrer for op imod 50 millioner kroner.
For kort tid siden blev Emicon Systems godkendt som leverandør af partikelfiltre til det engelske marked, hvor efterspørgslen vil stige markant frem mod første januar 2012. Her bliver kravene til kørsel inden for miljøzonen i London nemlig skærpet, således at alle Euro3-motorer skal have monteret partikelfilter.
Tror på pæn markedsandel
»Myndigheder og organisationer i England regner med, at cirka 20.000 køretøjer skal have monteret partikelfiltre inden udgangen af 2011, og hvis vi opnår en markedsandel på bare fire, fem eller seks procent, er vi rigtig godt tilfredse. Det er bestemt ikke urealistisk,« siger salgs- og marketingchef Henrik Dahl.
De engelske krav til udbydere af partikelfiltre er store. Organisationen Transport for London (TfL), der administrerer reglerne for kørsel indenfor miljøzonen i den engelske hovedstad, skal blåstemple alle forhandlere. For at leve op til godkendelseskravene er Emicon Systems blandt andet blevet ISO 9001 certificeret, ligesom den danske virksomhed har oprettet et engelsk selskab med kontor i Birmingham. Dertil kommer, at Emicon Systems netop nu er ved at etablere et netværk af forhandlere fordelt over hele England med salgs- og servicepersonale uddannet af Emicon Systems i henhold til aftalen med TfL.
[add:290]