DTL skuffet over ministeren
Transportminister Hans Chr. Schmidt annoncerede i pressen den forgangne weekend, at han vil indføre overhalingsforbud for lastbiler på en større del af motorvejsnettet.
»Et anslag mod sagligheden og de faglige argumenter,« mener DTL, som sammen med den øvrige transportbranche var til møde med transportministeren i går, mandag den 27. juni.
På mødet oplyste ministeren, at forbuddet vil indebære, at lastbiloverhalinger bliver forbudt i myldretiden – fx tidsrummet fra kl. 6-9 eller kl. 6-10 og igen fra kl. 15-18 eller kl. 15-19 – men kun på strækninger, hvor der er kapacitetsproblemer og andelen af lastbiler er høj. De konkrete strækninger blev ikke oplyst.
Forbud hjælper ikke
Forbuddet kommer på trods af, at transportministerens eget igangværende forsøg med et overhalingsforbud for lastbiler på en længere strækning på den østjyske motorvej viser, at fremkommeligheden for trafikanterne ikke bliver forbedret.
»Hvad der sker, hvis forbuddet udrulles til længere strækninger, kan man kun gisne om. Efter DTL's opfattelse vil det i begge spor blive den langsomst kørende, der sætter hastigheden, fordi ingen bilist vil ligge inde i de kolonner af lastbiler, der vil ophobe sig. Det havde også været interessant at se hvad der sker, når de mange campingvogne ruller ud på motorvejene hen over sommeren, men det vil ministeren tilsyneladende ikke afvente,« siger Ove Holm, DTL's erhvervspolitiske chef.
Har ikke set undersøgelsen
Transportministerens argument for at indføre et totalforbud for lastbilsoverhalinger i det nævnte tidsrum er, at forsøget skulle have vist en positiv effekt.
Transportministeren henviser til en spørgeskemaundersøgelse foretaget på rastepladser på strækningen mellem Skærup og Århus, der viser at 95 procent af bilisterne og 55 af lastbilschaufførerne mener, at et overhalingsforbud er en god idé.
»DTL sidder i den følgegruppe, som transportministeren nedsatte i forbindelse med det etårige forsøg, og som nu afsluttes før tid. Her har vi heller ikke set eller er blevet orienteret om resultatet fra spørgeskemaundersøgelsen, og vi er meget skuffede over, at ministerens vægter en meningstilkendegivelse fra bilisterne og chauffører højere end de i øvrigt ganske klare fakta fra forsøget,« siger Ove Holm.
[add:237]