Husk pas til hesten fra 1. juli
Nye udmeldinger fra Fødevarestyrelsen betyder, at transportøren skal medbringe et pas på hesten under transport.
En overgangsregel betyder dog, at det fra juli til januar 2011 kun skal ske, hvis hesten er født efter 2002. Spørgsmålet er så, om hesten afslører sin alder.
Alle heste skal fremover have et hestepas. Hvis hesten er født efter 1. januar 2002 skal den have passet senest 1. juli 2011. Er hesten født tidligere end 2002, skal den have passet 31. december 2011.
Hesteejeren skal overdrage passet til chaufføren før transporten, men transportøren hænger på den, hvis ejerens oplysning om, at hesten er fra før 2002 og derfor ikke behøver passet, ikke holder stik, når dyrlægen kontrollerer dyret.
Formålet med et hestepas er især at kunne identificere hesten og vide, om den har fået medicin, der betyder, at den ikke kan anvendes til fødevarer.
»Ordningen har et fornuftigt formål, men når nu vi har levet uden hestepas i flere årtusinder, kunne vi så ikke også gøre det seks måneder mere for netop de heste, der er født før 2002«, spørger konsulent Lisbet Hagelund Hansen fra DTL.
Hun fortsætter:
»Overgangsregler som disse medfører tvivl hos erhvervet men også potentielle straffe af chauffører, der fejlvurderer noget, der ligger uden for deres kompetencefelt«.
DTL har talt med Fødevarestyrelsen om problemet, og her er man da også opmærksomme på det og har bl.a. kommunikeret det til Rigspolitiet. Det er dog et eksempel på bøvlede regler til eftertanke, mener Lisbet Hagelund.
[add:243]