Vandel samler branchen igen
TRANSPORTmessen 2011 finder sted på Vandel Flyveplads i den kommende weekend, hvor en lang række udstillere står klar til at fremvise og fortælle om forskellige opbygninger, materiel, tilbehør, uddannelse, finansiering og meget andet.
Messen fandt sted første gang sidste år, hvor den fik en flyvende start med omkring 100 udstillere.
»Interessen og opbakningen har igen i år været stor, selvom vi har godt har kunnet mærke, at især Herning-messen har trukket tænder ud af budgettet hos mange firmaer. Men det bliver en flot messe, og vi forventer igen et stort besøgstal på niveau med sidste år,« siger salgschef Bjarne Routhe fra Lastbil Magasinet, der står bag TRANSPORTmessen.
De gode pladsforhold i Vandel giver mulighed for, at udstillerne kan lave demonstrationer og testkørsler af deres produkter på demo-området, som blev introduceret sidste år med stor succes.
TRANSPORTmessen har åbent lørdag 9-19 og søndag 9-15.
Samme weekend afholdes Lastbil Show for 13. gang på samme område, hvor der ventes over 500-600 lastbiler.
[add:38]