ITD: Reformer skal redde dansk transport
Lavere lønomkostninger betyder, at en baltisk lastbilvognmand uden problemer vil kunne udføre en godstransport til en pris, der ligger 27 procent under prisen hos hans danske kollega. Hos en tysk vognmand betyder lavere omkostninger, at prisen kan ligge 17,5 procent under niveauet hos den danske vognmand.
Det viser en analyse, som brancheforeningen International Transport Danmark har lavet. Og konklusionen er klar: Danske vognmandsvirksomheder er alvorligt bagud på point i EU's indre marked, hvor tendensen går hastigt i retning af stadigt friere international konkurrence på transportområdet.
»Vores regnestykke viser, at de lovdikterede løn- og ansættelsesvilkår hos de danske transportvirksomheder gør det umuligt at konkurrere internationalt. Vi er nødt til at reformere den danske branches løn- og arbejdsmarkedsvilkår nu, hvis vores transportvirksomheder skal have en chance i den europæiske konkurrence. På lang sigt er det den danske branches eksistens, der er på spil,« siger ITD's administrerende direktør, Jacob Chr. Nielsen.
Ude af trit med virkeligheden
Som et oplagt sted at begynde reformerne peger han på den danske godskørselslov, hvor en paragraf påbyder alle danske vognmænd at følge centralt forhandlede overenskomster.
»Denne paragraf er helt ude af trit med virkeligheden på det europæiske transportmarked og er med til at sætte de danske virksomheder tilbage i konkurrencen forhold til kollegerne i andre europæiske lande,« siger Jacob Chr. Nielsen.
»Vi har jo ellers en udmærket dansk arbejdsmarkedsmodel, som overlader det til arbejdsmarkedets parter at forhandle løn- og arbejdsvilkår, og det er svært at få øje på de saglige argumenter for, at overenskomsterne lige nøjagtigt skal ophøjes til lov på transportområdet som det eneste i dette land,« siger Jacob Chr. Nielsen.
Drop ideologien
Ifølge ITD har de danske vognmandsvirksomheder brug for større fleksibilitet i løn- og arbejdsvilkårene, hvis de skal klare sig internationalt.
»Der er allerede regler, der gør det muligt for vognmandsvirksomhederne at konkurrere på tværs af landegrænserne, og inden for få år vil konkurrencen blive åbnet totalt. Derfor er vi simpelthen nødt til at handle på en måde, hvor vi kigger ud over ideologien og de traditionelle interesseforskelle mellem lønmodtagere og arbejdsgivere. For hvis vi ikke gør noget nu, vil de danske virksomheder blive løbet over ende i løbet af få år,« siger Jacob Chr. Nielsen.
Andre veje til at styrke konkurrencedygtigheden hos de danske transportvirksomheder kan ifølge ITD være en særlig beskatningsmodel for chauffører i stil med den, der kendes for søfolk.
Tornerose-søvn
Men også innovation og produktudvikling betones fra brancheforeningens side som en vigtig nøgle til det danske transporterhvervs overlevelse på lang sigt.
»Kvalitet og leveringssikkerhed går aldrig af mode, og her skal vi sørge for, at de danske virksomheder har et forspring, så det ikke kun er prisen, der er afgørende. Men også her er der brug for politisk opbakning for at drive udviklingen i den rigtige retning,« siger Jacob Chr. Nielsen og slutter:
»Alt for mange inden for det transportpolitiske område befinder sig i en tornerosesøvn, hvor det mere er ønsket om at opretholde danske særvilkår og fred og ro omkring den eksisterende struktur, som er i fokus, end det er visionerne for fremtiden og behovet for reformer. Det skal vi gøre op med!«
[add:247]