Mere plads til mekaniker-elever
100 %. Så meget mere plads får AutoVidencenter Vejle på Syddansk Erhvervsskole, når der snart kommer nye værksteder og teorilokaler til de 90 årselever på autouddannelserne i Vejle. Planen er, at de nye faciliteter står klar til at tage i brug allerede i januar 2012. Det første spadestik blev taget af Vejles borgemester, Arne Sigtenbjerggaard, tirsdag den 24. maj.
Gode uddannelser giver pladsnød
»Vi har altid haft et tæt samarbejde med en række virksomheder inden for autobranchen, og det har ført til rigtig gode uddannelser inden for både lastvogn og personvogn,« siger Frede Kruse, som er afdelingschef for autoområdet på Syddansk Erhvervsskole, og fortsætter:
»Faktisk har der været så stor efterspørgsel på uddannelserne, at vi længe har haft behov for mere plads. Derfor udvider vi nu.«
De ekstra m2 vil primært være til personvogns-mekanikeruddannelsen, men når bilerne rykker over i den nye bygning, bliver der samtidig mere plads til de store køretøjer, og alle grund- og hovedforløb vil derfor kunne samles på én adresse. Og så vil den ekstra plads også få stor betydning for efteruddannelsen inden for lastvognsområdet, forklarer Frede Kruse:
Bedre brug af udstyr
»Den nye bygning, som primært skal bruges til personvogn, vil give mere plads til lastvognene i de nuværende bygninger, hvilket betyder, at vi kan flytte al efteruddannelse på lastvognsområdet til Vejle. Det vil gøre efteruddannelsestilbuddet bedre, at vi kan samle det ét sted. Dels på grund af pladsen, men også fordi vi på den måde kan gøre bedre brug af vores udstyr.«
»Det kræver en del at blive mekaniker i dag, for det hele bliver mere og mere computerstyret. Derfor skal både værksteder og udstyr også være i orden, fordi gode fysiske rammer af erfaring fører til et højt fagligt niveau,« siger Frede Kruse.
[add:237]
[add:245]