Aarhus-Kalundborg-ruten skal reddes af private
Der er enighed om, at markedskræfterne skal løse problemet med den trængte rute, som mange danskere og mange lastbiler benytter sig af hver eneste dag.
Det var konklusionen på et møde, som transportminister Hans Christian Schmidt (V) havde med Dansk Erhverv, DTL og Danske Speditører om øst-vesttrafikken i Danmark i lyset af, at Mols-Linien har bebudet at lukke ruten Aarhus-Kalundborg.
»Vi har den største respekt for, at Mols-Linien som privat drevet selskab naturligvis må prioritere de ruter, der er rentable. Men for trafikafviklingens og effektivitetens skyld er det meget uheldigt, hvis det sker. Det vil sende mange lastbiler ud på en stor omvej hver eneste dag, hvor endnu mere trafik vil komme til at passere Fyn, som i forvejen er stærkt belastet af meget trafik,« siger Martin Aabak, markedsdirektør i Dansk Erhverv.
Hos Danske Speditører siger Thomas Suenson:
»Uden en Kattegatrute, som kan tage lastbiler, er der et alvorligt problem med forsyningssikkerheden. Vi fik at vide, at der findes nødplaner i tilfælde af, at Storebæltsbroen som eneste øst-vestforbindelse må lukke ned. Vi er fortsat interesserede i at kende den politiske vilje til at opretholde et alternativ.«
Hos Dansk Transport og Logistik mener man, at trængslen bliver forøget, hvis ruten lukkes:
»Der bliver mere trængsel på vejene – herunder især på de i forvejen overfyldte rastepladser, og det nordlige Jylland samt Nordvestsjælland bliver sat tilbage i forhold til resten af landet. Samfundet har også en klar interesse i, at der er mere end én mulighed for transport mellem Vest- og Østdanmark,« siger DTLs erhvervspolitiske chef Ove Holm.
De seneste økonomiske prognoser viser en gryende stigning også i transporterne fra Sjælland til Jylland.
I forhold til rastepladser for chauffører, er det transporterhvervets klare opfattelse, at kapaciteten ved de danske motorveje er utilstrækkelig. Ministeren og transporterhvervet er efter drøftelserne enige om, at det er et område, der kræver opmærksomhed.
[add:273]