23948sdkhjf

DEBAT: Bryd murene ned

Ingen er sig selv nok; man behøver ikke være en del af erhvervslivet for at kende sandheden af den sætning - men det hjælper! For erhvervsfolk ved bedre end nogen andre, at en effektiv værdiskabelse foregår i åbent samspil med omgivelserne.

Vækst og velstand skabes via udsyn mod verden og blik for mulighederne derude. Det er derfor, at vi i erhvervslivet generelt er skeptiske over for barrierer og begrænsninger – de bremser os og gør det sværere at skabe værdi.

Men mange steder i erhvervslivet – og ikke mindst i transportbranchen - møder vi alligevel den holdning, at vi skal bygge mure rundt om Danmark, at vi for enhver pris skal forsvare danske særregler og frem for alt gøre det svært for udlændinge at operere inden for vores grænser. Det er måske en logisk og appellerende tankegang på kort sigt, når vi møder den internationale konkurrences barske realiteter. Men det er desværre også en tilgang, som er farlig og underminerende for vores velstand på langt sigt.

For sandheden er, at vi ikke redder danske arbejdspladser ved at smække bommene i ved grænsen og opretholde et arbejdsmarked og rammebetingelser for erhvervslivet, som er helt ude af trit med resten af verden omkring os. Vi vinder ikke den globale konkurrence ved at holde den væk fra vores hjemmebane - tværtimod!

På transportområdet er der brug for, at vi tænker offensivt og ikke lader os kyse af konkurrencen på den globale bane. Vi har i Danmark tradition for at tænke i effektiv logistik, og det skal vi udnytte som et aktiv til fortsat at styrke dansk erhvervsliv. Men det kræver, at vi har udsyn og tør tænke transportsektoren ind i en højt professionaliseret og international sammenhæng i stedet for at hænge fast i nostalgisk vanetænkning.

”Danske chauffører i danske biler” er et slagord, vi ofte støder på, når vi diskuterer den danske transportsektors fremtid. Og det er også et slagord, som alle i branchen kan bakke op om med hjertet. Men alt for ofte glemmer vi at diskutere, hvad der skal til, for at gøre slagordet til en realitet. Svaret er det samme som det, vi kender fra industrien: Arbejdet bliver på danske hænder, så længe de danske medarbejdere kan levere en værdi, der står i et konkurrencedygtigt forhold til prisen. Kan det samme arbejde gøres billigere andetsteds, forsvinder arbejdspladserne derhen.

Det er markedets lov og betyder konkret, at danskerne enten skal præstere en højere produktivitet end deres kolleger fra andre lande – eller tilpasse sit lønniveau. Alt andet er illusorisk og kortfristet varmluft fra interesser, der ikke ønsker reelle fremskridt og vækst i Danmark.

Fra International Transport Danmarks side deltager vi gerne fremadrettet i diskussionen om, hvordan vi evt. kan mødes halvvejs mellem en højere produktivitet og et mere fleksibelt lønsystem. Det kræver politisk mod til at tænke fremsynet i bedre infrastruktur og bortskaffelse af de regler, der forhindrer produktivitetsforbedringer - her tænker jeg fx på det forældede forbud mod lastbilkørsel i byerne om natten, så lastbilerne er henvist til kø-kørsel i dagtimerne.

Og frem for alt kræver det et opgør med vanetænkningen omkring løn- og ansættelsesforhold. For virksomheder inden for lastbiltransporten er det i dag lovpligtigt at følge de overenskomster, som arbejdsgiverforeningerne og 3F i fællesskab forhandler på plads. Det giver et tungt system, som i sidste ende udelukkende er til gavn for vores konkurrenter i udlandet. De interesser, som arbejder for at bevare de danske særvilkår og regler må finde ud af, om de ønsker, at den danske branche skal afvikle sig selv på luksusklasse, eller om de vil tage arbejdshandskerne på og tage et medansvar for at skabe et større og mere attraktivt marked for de driftige og dygtige.

Mentale og fysiske mure rundt om vores land skaber tilbageskridt, og for transportbranchens vedkommende betyder det, at de største og mest professionelle virksomheder nedlægges og udflyttes i det lange løb. Det er til skade for det danske erhvervsliv, for den danske beskæftigelse og den danske økonomi. Derfor væk med mure og bomme – og frem med troen på, at vi kan klare os i den åbne og frie konkurrence!

Mogens Therkelsen,
formand for ITD

[add:276]

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.144