Dækpolitik kan spare vognmænd for millioner
Anders Nielsen & Co, der er markedsleder inden for containertransport, vil reducere den årlige CO2-udledning fra sine biler med 2300 ton. Et af de væsentligste midler er en ny dækstrategi, der samtidig sparer virksomheden for millioner.
Med en flåde på 1100 sættevogne og 500 tilknyttede lastbiler er Anders Nielsen & Co A/S blandt Nordeuropas absolut største aktører inden for containertransport.
»Vi arbejder over en bred front med at nedbringe vort CO2-udslip og opnå besparelser gennem bæredygtighed. Midlerne er bl.a. en ny bilflåde, chaufføruddannelse, biodiesel og kørselsplanlægning. Desuden satser vi på start-stop, fartbegrænsning og kørselsmonitorering i bilerne,« forklarer miljøchef Mogens Røigaard.
Fokus på dæk
[pic:16780]Et af de væsentligste fokusområder er virksomhedens forbrug og håndtering af dæk.
»En gennemtænkt dækpolitik kan i sig selv give millionbesparelser,« siger miljøchefen, der i samarbejde med leverandøren Euromaster har udformet en strategi på området og løbende tester nye dæktyper.
»Vores målsætning er i løbet af en femårig periode at nedbringe den årlige CO2-udledning fra vore biler med 2300 ton.«
For høj rullemodstand er dyrt
»Lufttryk og dækvalg har stor betydning for brændstoføkonomien. Er rullemodstanden blot 6-7 pct. for høj, vil det typisk [pic:16779]give en årlig merudgift på over 20.000 kr. pr. bil ved 120.000 kørte km,« siger salgskonsulent Søren Brinck fra Euromaster, som har rådgivet Anders Nielsen & Co om forbedret dækøkonomi.
Mogens Røigaard fortæller, at Anders Nielsen & Co har opsat kompressorer og lufttrykstavler samt haft chaufførerne på kursus hos Euromaster, hvor der bl.a. blev fokuseret på korrekt lufttryk.
Regummierede dæk giver store gevinster
På lastvognenes bagaksler samt på alle sættevogne anvendes varmregummierede dæk af mærket Laurent, som også produceres af Michelin-koncernen.
»Moderne lastvognsdæks karkasser er bygget til at klare op mod en mio. km. Derfor kan de bedste dæk regummieres med en ny slidbane indtil flere gange. Hver gang Anders Nielsen & Co monterer 10 af den slags dæk på et vogntog, spares miljøet for en CO2-udledning på over 1,75 ton. Erfaringerne herfra viser, at de valgte dæktyper får pris, kvalitet, sikkerhed og bæredygtighed til at gå op i en højere enhed,« lyder det fra Søren Brinck.
5 pct. lavere CO2-udslip
Anders Nielsen & Co har opnået tilfredsstillende resultater af sine miljøtiltag, både i form af omkostnings- og CO2-besparelser.
»Det er lykkedes at nedsætte CO2-udslippet pr. kørt km med 5 pct. Samtidig rummer det årlige brændstofforbrug på over 20 mio. liter potentiale for yderligere millionbesparelser,« siger Mogens Røjgaard.
[add:277]