Stevns håber på comeback
Selvom arrangørerne af det traditionsrige Stevns Truckerstævne & Kræmmermarked har måttet opgive at gennemføre årets udgave af det populære træf, så er det ikke umuligt, at arrangementet vender tilbage.
»Jeg tror sagtens, vi kan komme tilbage. Vi plejer at have det første møde i august, og der vil jeg prøve at ringe rundt og tage fat i de forskellige folk for at høre, om der er stemning for at prøve igen,« siger Jan Hansen, der er tovholder for den del af arrangementet, der har med lastbiler at gøre.
Stævnet skulle i år have fundet sted 4.-5. juni, men svigtende opbakning førte til en aflysning.
»Folk faldt stille og roligt fra. Vi er jo afhængige af frivillig arbejdskraft fra 3-400 hjælpere, og der var ikke den opbakning, der plejer at være. I december havde vi ellers et møde, hvor folk var rimeligt optimistiske, men i foråret traf vi beslutningen,« siger Jan Hansen.
Dårligt øl-salg
Det er en lokal idrætsforening, som overskuddet fra stævnet skal gå til - men i de seneste år har bundlinjen ikke kastet meget af sig.
Dertil kommer, at man sidste år havde 100 lastbiler mindre på deltagerlisten, og omsætningen af drikkevarer faldt med en halv million kroner - på trods af udmærket vejr.
»Vi har også brændt os på at prøve at have nogle store musiknavne, som viste sig at blive dyrere end forventet. Det har vi lavet om på, men det har altså ikke været helt nok,« konstaterer Jan Hansen.
Årets truckertræf på Stevns skulle have været nr. 27 i rækken.
[add:38]