DTL: Mere bøvl end nogensinde
»Transportvirksomhederne tynges mere af indviklede love, regler, bekendtgørelser og akademiske indberetninger til offentlige myndigheder end nogensinde før. Det viser en ny DTL-analyse udført i forbindelse med den årlige konjunkturanalyse. Vi har spurgt medlemmerne om, hvordan de har oplevet udviklingen af administrative byrder siden 2001. Svaret er ikke til at tage fejl af: det bliver værre og værre.«
Næstformand i DTL Leo Jensen præsenterede på DTL’s generalforsamling i lørdags i Aalborg DTL’s seneste konjunkturanalyse. Konklusionen var entydig og ikke videre positiv.
Flertal mærker flere byrder
1872 vognmandsvirksomheder har deltaget i undersøgelsen på e-mail, svarende til knap 70 procent af medlemskredsen, om deres syn på udviklingen af de administrative byrder siden 2001, og 640 har svaret. Det giver en svarprocent på 34,2.
65 procent er utilfredse eller meget utilfredse med den overordnede udvikling, mens kun 7 procent er tilfredse. 28 procent er neutrale. Ikke færre end 70 procent af vognmændene oplever, at der er kommet flere eller mange flere administrative byrder siden 2001, mens kun én procent synes, der er kommet færre byrder. Og ikke en eneste vognmand har svaret, at der er kommet meget færre byrder.
Urimelige indberetninger
Det betyder, at hele 71 procent af vognmændene mener, at de bruger mere tid på bøvlet, mens kun 4 procent bruger mindre tid. 24 procent mener, de bruger den samme tid som tidligere.
På spørgsmålet om, hvordan de oplever rimeligheden af de indberetninger og registreringer, de skal udføre, så svarer 64 procent, at arbejdet opleves urimeligt eller meget urimeligt. Blot 27 procent mener, at det er et rimeligt arbejde at udføre. De sidste 8 procent ved ikke.
Ingen undskyldning
»DTL vil via sin plads i Trafikstyrelsens regelforenklingsgruppe bringe nye konkrete forslag til forenkling frem til myndighederne,« sagde næstformanden og spillede bolden videre til politikerne:
»Selv om samfundet er blevet langt mere kompliceret, må det ikke være en undskyldning for lovgiverne til at overdrive regelstrømmen, sådan som vore virksomheder oplever det i dag. Så skulle politikerne ikke fluks se at få skabt de rammer, der gør, at vi kan blomstre i transportbranchen? Det betaler sig nemlig.«
[add:243]