Intens debat om infrastruktur
Milliarder og motorveje føg gennem luften i mandags i Ledernes KonferenceCenter i Odense, da transportminister Hans Chr. Schmidt havde budt op til debat om, hvordan man skal prioritere de kommende store infrastrukturprojekter, der skal fjerne trængsel og binde Danmark bedre sammen.
»Vi har to områder i landet med store trafikale problemer. Det er i Hovedstadsområdet og på den østjyske motorvej E45. Det er dér, vi får mest valuta for pengene, og løsningen kan godt blive to paralleller, nemlig en Ring 5 uden om Hovedstaden og en Hærvejsmotorvej op gennem Jylland.«
Sådan lød DTL's udmelding på konferencen, hvor adm. direktør Erik Østergaard deltog i eftermiddagens paneldebat om prioriteringerne af forbindelserne mellem landsdelene og de overordnede veje i Jylland.
Kattegat eller Hærvejen?
Debatten viste, at mens der blandt de over 150 fremmødte branche- og kommunalfolk var stor interesse for en Kattegat-forbindelse, så var de indkaldte debattører i panelet noget mere lorne ved den løsning. Den vil blive meget dyr og ”sluge” alle pengene, og den vil ikke forbinde hele Danmark sammen, var holdningen. Der var mere stemning for at komme hurtigt i gang med at bekæmpe trængslen på E45. Hærvejs-løsningen havde flere tilhængere.
Debatten gik også på den kommende udvidelse over Lillebælt, der skal ses i sammenhæng med, hvad der sker i Jylland. Tre løsninger er i spil: En paralleludvidelse af den nye Lillebæltsbro, en ny bro syd for de nuværende broer og en forbindelse nord for, som forbinder Bogense og Juelsminde.
Københavnsk havnetunnel
Dagens første paneldebat fokuserede på Hovedstadens trafikale udfordringer, hvor der var enighed om at infrastrukturen skal være med til at styrke Københavns rolle som metropol i konkurrence med andre storbyer og som vækstmotor i Øresundsregionen.
Det kræver bl.a. gode kollektive trafiksystemer. Især formanden for Folketingets Trafikudvalg, Flemming Damgaard Larsen, gik i brechen for en nødvendig københavnsk havnetunnel, som også vil give Kastrup Lufthavn et løft.
Transportministeriet kommer senere på året med beregninger af de trafikale effekter af en havnetunnel bl.a. som supplement til en ny Ring 5. Der skitseres ikke færre end 18 linjeføringer af en sådan forbindelse mellem Nordhavnen, Amager og motorvejen syd for København. Prisspændet er 20-40 milliarder kroner. Til gengæld ventes op mod halvdelen at kunne blive brugerfinansieret.
Ikke frit valg på alle hylder
Transportminister Hans Chr. Schmidt rundede dagens debat af med at efterlyse et større fokus på finansieringen af de mange projekter, der er i spil.
»Som DTLs Erik Østergaard sagde, så har vi jo ikke frit valg på alle hylder. Der skal prioriteres, og forventningerne skal afstemmes. Lad os få en mobilitetskommission, der kan sikre det veloplyste grundlag for beslutningerne de kommende år,« lød det fra ministeren.
[add:272]