Skærpede krav til traktor-vogntog
Der vil også fremover være mulighed for at køre traktorvogntog mellem Jylland og Mandø ad Mandø Ebbevej. Det kræver dog, at traktorvogntoget lever op til en række skærpede krav til traktorpåhængsvognens indretning.
De skærpede krav til kørsel mellem Jylland og Mandø ad Mandø Ebbevej stilles på baggrund af en række høringer, Trafikstyrelsen har ført som opfølgning på en tragisk ulykke i juni 2010, hvor tre mennesker omkom og flere blev kvæstet, da traktorvogntoget Sælen forulykkede under kørsel mellem Mandø og Koresand i Vadehavet.
De udtalelser der er indhentet hos Kystdirektoratet, Politiet og hos Esbjerg Kommune peger nu på, at forholdene på Mandø Ebbevej ikke er forskellig fra den øvrige havbund i Vadehavet. Derfor har Trafikstyrelsen tilbagekaldt samtlige tilladelser til kørsel med traktorvogntog mellem Jylland og Mandø ad Mandø Ebbevej. Det betyder, at der idag alene er tilladelse til at køre mellem Jylland og Mandø ad Låningsvejen, som ikke indebærer kørsel på Vadehavets bund, men er en såkaldt fast vej.
For eventuel fremtidig kørsel ad Mandø Ebbevej skal traktorpåhængsvognen opfylde samme skærpede krav, som der stilles for kørsel mellem Mandø og Koresand. Det indebærer blandt andet, at vognen skal være udstyret med to affjedrede aksler (en i hver ende af påhængsvognen), at alle sæder skal have sikkerhedsseler ligesom tyngdepunktet skal være særligt lavt (75% af sporvidden).
[add:177]