Vognmand skal betale 1,6 mio. i erstatning
En fynsk vognmand, der imod reglerne kørte ind på gårdspladsen ved en svinebesætning i Eskebjerg på Sjælland, skal betale 1,6 millioner kroner i erstatning. Straffen er faldet i Vestre Landsret, hvor manden er dømt for at have ført smitte ind i svinestalden, således at besætningen blev syge med lungesygdommen mycoplasma. Det skriver jv.dk.
For at undgå smitte var der på stedet regler om, at køretøjer udefra ikke måtte køre for tæt på stalden. Derfor skulle vognmand ifølge aftalen holde en kilometer fra stalden, hvorefter landmanden selv skulle køre de 20 svin ud til vognmanden og læsse dem over i dyretransporten.
Men i stedet holdt vognmanden ganske tæt på en luftkanal til stalden, og om bord havde han en orne, der var smittet med mycoplasma, og få uger efter episoden viste svinene i stalden tegn på sygdommen.
Smitten betød, at en af landmandens besætning måtte aflives, og staldbygningerne måtte renses. De samlede omkostninger blev opgjort til 1,6 millioner kroner - som vognmanden altså nu skal betale.
[add:177]