DEBAT: Det er en gåde
Det er da på tide, at myndighederne begynder at tage problemerne med Stanislaw og Co. lidt alvorligt. Når man uddeler bøder for 78.000 kr., kan man kun tænke på, hvor stort problemet er på landsplan. Her kan man vist godt sige, at myndighederne har et "hængeparti" Så nu må de altså vågne op!
Der skal til at ske noget, hvis hr. Frank Nielsen ikke skal på overarbejde for at hente tilgodehavender hjem til de chauffører, der er kommet i klemme ved konkurs. Man kunne ønske, at selvsamme Frank Nielsen ville bruge lidt krudt og energi på at forebygge, det kommer så langt. Vi er desværre ikke i landbruget, hvor vi kan få en stor check fra EU og blive fri for den store afgift på diesel.
Man kunne jo starte med at kigge lidt på de vognmands- og speditionsvirksomheder, der bruger "billige" chauffører. Jeg forstår ikke, man vil byde sine kunder at sende en repræsentant for sin virksomhed, der ikke taler et forståeligt sprog, ikke kender ordet service, er helt ligeglad med godset på bilen og ikke bekymrer sig om, hvornår det kommer frem.
Det er mig en gåde, at industrivirksomhederne bare finder sig i det. Det må da være rart at vide, at når man sender eller modtager sine kvalitetsvarer med en dansk bil med dansk chauffør, bliver det behandlet yderst professionelt og kommer frem til aftalt tid. For vi er skidegode til det med transport!
Torben Østergaard Høgh
Møllebækvej 12, Bjerregrav
9632 Møldrup
Så er der igen fokus på chauffører - det er fint nok, bare I husker at fortælle, hvilke lande det er, der laver ulovlighederne, og hvem det er, der sviner på rastepladserne, og hvem der stjæler.
Så ville der nok blive plads til de mange dygtige og effektive danske chauffører, der går ledig pt., når de bliver sendt hjem til deres hjemlande med langt forbud mod at køre i DK.
Jan Nielsen
Hasselvænget 23
4300 Holbæk
[add:256]