Vejarbejde: Minister åbner kampagne for større sikkerhed
Transportminister Hans Christian Schmidt (V) åbnede i går en ny kampagne, der skal fremme sikkerheden ved vejarbejder.
Kampagnen har sloganet Pas på min Far og skal blandt andet beskytte vejarbejderne bedre mod at blive ramt af påkørsler, når de arbejder på vejene.
Flere alvorlige uheld har vist, at de farefulde situationer især opstår, når trafikanterne kører for hurtigt gennem vejarbejder. Derfor skal kampagnen få trafikanterne til at sænke farten og skærpe opmærksomheden, når de passerer gennem de strækninger, hvor der arbejdes på vejene.
Ifølge statistikken var der 283 uheld ved vejarbejder på statsvejene fra 2005 til 2009. Heraf førte 10 af uheldene til dødsfald.
Kampagnens hovedelement er store vejsideplakater med et barn og teksten Pas på min Far. Målet med plakaterne er at få trafikanterne til at tænke på, at der er mennesker, der arbejder på den anden side af afspærringen.
Og de to drenge, der vises på plakaterne, er faktisk børn af en ansat ved vejarbejderne.
Transportminister Hans Christian Schmidt:
»Hver dag udfører hundredvis af mennesker et nyttigt arbejde med at gøre vejene bedre for os alle sammen. De skal naturligvis kunne passe deres job så trygt og sikkert som muligt, selv om de arbejder blot få meter fra trafikken. Vi har alle et ansvar for at passe på vejarbejderne og os selv, når vi færdes på vejene. Og denne kampagne minder os på fineste vis om dette ansvar. Vi skal alle huske, at de hårdføre vejarbejdere i hjelme og sikkerhedsudstyr også er familiefædre, der tager hjem til konen og børnene, når arbejdsdagen er forbi«.
I den kommende tid vil kampagnen blive rullet ud over hele landet, og den skal løbe i de næste to år. Du kan læse mere om kampagnen på vd.dk/paspaaminfar.dk.
Her kan du orientere dig om fart og vejarbejde, læse tal og statistik om problemet og downloade kampagnemateriale.
[add:247]