ITD-bestyrelse tabte kampvalg
Vognmand Jørgen Rørby Johansen, Herlufmagle, trak sig på lørdagens generalforsamling som bestyrelsesmedlem i ITD, og på forhånd havde bestyrelsen kørt vognmand Kim Johansen, Greve, i stilling som hans afløser.
Men så trak Inge-Merete Koch fra Era-Transport i Odense en kanin op af hatten – nemlig sig selv. Og så var der kampvalg til posten.
Det var et opgør mellem på den ene side Kim Johansens internationale måde at drive forretning på med bl.a. stor brug af udenlandske chauffører herhjemme og i udlandet, og på den anden side Inge-Merete Koch, der stillede op som repræsentant for de af ITD’s medlemmer, der fortsat kæmper for at satse på danske lastbiler og danske chauffører – også til internationale transporter.
Tror på det
Og afstemningen på generalforsamlingen viste næsten dødt løb mellem kandidaterne. Men i sidste ende blev Inge-Merete Koch valgt som nyt bestyrelsesmedlem i ITD med 73 stemmer mod 70 til Kim Johansen – to stemte blankt.
»Jeg kommer ikke brasende ind i bestyrelsen, men vil være lidt ydmyg i starten. Men jeg tror selvfølgelig på, at jeg kan flytte noget ved at gå ind i bestyrelsesarbejdet, ellers ville jeg ikke stille op,« sagde Inge-Merete Koch umiddelbart efter valgsejren til Lastbil Magasinet.
Inge-Merete Koch driver sammen med sin bror Era-Transport med hovedsæde i Odense og en afdeling i København. Firmaet er specialiseret i containertransporter fra Danmark til især nordtyske havne og Holland og Belgien.
[add:250]