Tilfredshed efter generalforsamling
Vognmændene glæder sig til den dag, bagatelgrænsen er besluttet og meldt ud til de politifolk, der kontrollerer trafiksikkerheden på de danske veje. Derfor var Per Rasmussen, formand for Sydøstjyllands Vognmandsforening, godt tilfreds med ministerens løfte på lørdagens generalforsamling om igen at se seriøst på problemet med de mindre overtrædelser, der koster store bøder.
»Det er jo ikke fri køretid og ingen hviletid, vi ønsker – tværtimod. Men vi synes, politiet og retsvæsenet skal bruge kræfterne på at fange og straffe dem, der bevidst og systematisk overtræder reglerne,« siger Per Rasmussen, der driver Klakring Vognmandsforretning.
Urimeligt
»Vi finder det urimeligt, at en chauffør får en bøde på 3000 kr. og hans vognmand en bøde på 6000 kr., fordi køretiden blev 10 minutter længere end de tilladte fire en halv time, før chaufføren nåede hen til en rasteplads. Det kan heller ikke være rimeligt, at chaufføren skal holde de lovpåbudte 11 timers hvil efter en arbejdsdag på ni timer plus pauser, hvis han kun er en halv time hjemmefra – måske sinket af to timers kø på motorvejen,« siger Per Rasmussen.
Sydøstjyllands Vognmandsforening dækker det gamle Vejle Amt og har godt 200 medlemmer. På generalforsamlingen, der blev holdt i Vingstedcentret, blev Per Rasmussen genvalgt som formand, Jørgen Egeskov, Vamdrup – der også er formand for hovedorganisationen Dansk Transport og Logistik – blev sammen med Henrik Jessen, Fredericia, genvalgt til bestyrelsen, mens Morten Gade, Vejle, blev nyvalgt i stedet for Knud Jeppesen, Vejle, der ikke ønskede at fortsætte.
[add:255]