Minister: Der skal være fornuft i tingene
Fem minutter fra eller til ved rattet skal ikke automatisk udløse bøder på tusinder af kroner til danske chauffører og deres vognmænd. Det budskab havde transportminister Hans Chr. Schmidt (V) med til generalforsamlingen i Sydøstjyllands Vognmandsforening, hvor han talte i lørdags.
»Vi skal have lagt en buffer ind, så der bliver fornuft i tingene, hvis chaufføren støder ind i noget uforudset på sin vej. Så skal det selvfølgelig ikke være sådan, at bufferen bliver til en regel. Men det bliver en herlig dag, når vi kan enes om at indføre en bagatelgrænse,« sagde transportministeren.
Han udtrykte samtidig glæde over, at også andre trafikpolitikere på Christiansborg ser ud til at være parat til at diskutere bagatelgrænser i forbindelse med køre- og hviletidsreglerne. Ministeren har indkaldt de trafikpolitiske ordførere til møde om sagen.
Nu er ministerbil-chauffører ikke omfattet af de samme køre- og hviletidsregler som lastbil- og buschauffører, men ministeren, der tilbringer sin arbejdsuge i København, havde stor forståelse for synspunktet omkring den menneskelige faktor:
»Hvis jeg blev tvunget til at overnatte i Odense, når jeg var på vej hjem til Vojens fredag, ville det give ballade derhjemme,« mente han.
[add:250]