Fortsat mange kort-tyverier
Flere af ITD’s medlemmer har igen kontaktet foreningen i forbindelse med tyverier fra tankkort. ITD understreger i den forbindelse, at vognmanden selv har ansvar for, at dieselkort opbevares korrekt, og at chaufførerne er instrueret i virksomhedens politik vedr. dieselkort.
Eksemplerne på forskellige former for tyverier og bedragerier er mange:
Kort er blevet stjålet fra chaufførerne, efter at tyven har afluret pinkoden. Kort er blevet stjålet fra fx førerhuset og blevet misbrugt, fordi koden har været opbevaret sammen med kortene. Kort er blevet kopieret ved indbrud i førerhuset og også senere misbrugt, selvom kortene ikke har været opbevaret sammen med pinkoden. Kort er blevet misbrugt, selvom de har været i vognmandens besiddelse hele tiden, og pinkoden aldrig har været opbevaret sammen med kortet.
ITD indskærper i den forbindelse nogle praktiske forholdsregler for chauffører og vognmænd:
•Kort må aldrig opbevares i lastbilens førerhus.
•Kortet skal være på chaufføren eller opbevares i virksomheden.
•Kort og pinkode må ikke opbevares sammen.
•Skift kort og kode, når chaufføren ophører med at arbejde for virksomheden.
•Chaufføren skal ved tankning og brug af pinkoden være opmærksom på, om der er folk, der står ved siden af og aflurer koden.
•Chaufføren bør også være opmærksom på, om der kan være små kameraer sat på kortautomaten. Ser alting ud som det skal?
Der har været flere tilfælde af, hvor et kort er blevet kopieret og lagt tilbage på sin plads. Virksomheden registrerer måske indbruddet, men spærrer ikke kortene, da de ikke er fjernet. Men det er netop i disse tilfælde, det største misbrug som regel finder sted, så derfor: Har der været indbrud, hvor kort har været opbevaret, så spær kortene straks.
[add:248]
[add:245]