DEBAT: Det er ynkeligt, Kim, Frode og Anneberg
Hvor er det ynkeligt, at Kim Johansen, ligesom Anneberg og Frode Laursen, i fuld alvor forsøger at bilde offentligheden ind, at deres systematiske ovetrædelser af alle givne regler omkring udøvelsen af deres transportforretninger i værste fald må bero på en misfortolkning af loven.
For folk i transportbranchen er det endnu mere grotesk, når alle ved, hvor systematisk deres systemer er sat op.
Det kan jo også undre, at en Anneberg-chauffør kan udtale til pressen, at han havde fået besked om at holde mund om, hvorfra og hvortil han kørte i Norge.
Denne besked - var det mon for at beskytte forretningshemmeligheder eller for at skjule sandheden for myndighederne? Ja, hvad tror I? Sandheden om de her nævnte firmaer er, at de ikke havde haft en kinamands chance for at vinde en sådan transportopgave uden at indkalkulere alle fiduser og finde de mest trælle-villige chauffører, hvoraf nogle så beklageligvis også kan forekomme at være danske 3F'ere.
Det må da for hulen også snart få ledelsen i 3F op på mærkerne og se at komme i gang med den helt store forårsrengøring med at belære/påbyde deres medlemmer at sige stop, når de også inderst inde ved, at deres firma har vundet opgaven på deres/udenlandske kollegaers bekostning.
Det allerbedste forårshåb, det danske transporterhverv kan have, er, og det gælder chauffører såvel som vognmænd, at de danske ordenshåndhævere hurtigst tager ved lære af deres norske og svenske kolleger.
Den allervigtigste opgave, de organisationer, som vil lov og orden på dette område (DTL, 3F og FDL ) fortsætter deres bombardement af regering, folketing, trafikudvalg og retsudvalg for at give politi og andre kontrollerende myndigheder de rette redskaber og myndighed til at få disse transportens nye herremænd tilbage på lydighedens vej.
Christian Jensen, formand for FDL
Nordvej 12
9900 Frederikshavn
Ja, så er den tilbage igen - ulovlig cabotage-kørsel, forkælede danske chauffør osv., men hvem er endelig forkælet mest? Jeg tror, det er storvognmændene selv, for hvem kan ikke huske det fra sin barndom, at hvis ikke man kunne gøre, som man ville, var det sgu de andre, det er galt med og ikke en selv.
Okay, det kan godt være, danske chauffører har det bedre end østfolket, men vognmændene har deres store huse, dyre biler og konen en minkpels, og de skal jo have mere. Så hvad kan de gøre for at få de flere penge, for nu hvor de har underbudt al kørsel og ikke vil lønne en dansker, så sparer de dér. For tænk engang, en dansker får ca 30.000 pr. måned, en østeuropæer ca. 7500 pr. måned, det giver ca. 22.500 kr. til vognmanden, og så er det jo bare at gange med antallet af biler!
Bliver de taget for grove ting som brud på cabotagereglerne synes jeg, det skulle være sådan, at man mistede alle sine tilladelser, og de måtte ikke drive eller have noget med transport at gøre de næste 5 år, samt en bøde svarende til det beløb, som de måtte have tjent på det.
Det mest utrolige synes jeg er, at nu hvor de skal snyde og tjene godt på det, er, at de ikke bruger pengene til at konsolidere sig, i stedet for at underbyde priserne mere. Det var sgu da sjovere, hvis vi sagde, at vi ikke kunne køre til de priser, som gives pt., så vi kunne få dem op igen og få råd til at få danskere bag rattet og stadig have sorte tal på bundlinjen.
For mit vedkommende har jeg bestemt, at bilen ikke bliver startet, hvis ikke prisen er mindst 8 kr. pr. km eller 500 kr. pr. time. Og jeg må da indrømme, at jeg tror sgu ikke, den kommer ud og køre mere pga. Anneberg, "Frode lavpris" og Kim Johansen.
For så længe disse herrer og deres venner har noget at sige, kommer vi sgu ikke videre. Så ære være den danske registering, danske ejere, danske chauffører og danske kvalitet.
Ulrik Agergaard
Vestergade 31
6971 Spjald
Ja, hvad nyt er der egentlig i dette her? Da vi samtidig kan læse, at den estiske chauffør kørte i et dansk køretøj, kunne der jo også være et problem omkring lønnen.
Der ligger jo en meget klar afgørelse om, at når nummerpladen er danske, skal der betales dansk løn. Her har vi nok det problem, at fagforeningen desværre er bange for at brænde fingrene på Kim Johansen en gang mere.
Når det så er sagt, så må vi jo erkende, at vognmændene i Danmark selv er skyld i, at tingene er, som de er. Trafikstyrelsen har jo meldt klart ud, at den danske fortolkning af reglerne for cabotage er udarbejdet efter ønske fra branchen. Så er det jo bare lige et spørgsmål om, hvilken del af branchen man henviser til.
Én ting er i hvert fald helt sikker, nemlig at den danske fortolkning er i direkte strid med forordningen fra EU. Dette kan alle opdage ved selvsyn, hvis man sammenligner den originale udformning med den danske.
Dan F. Jørgensen
Næsbyhave 109
5270 Odense N
Danmark er ved at kvæle sig selv. Politikere, embedsmænd, folk i høje stillinger, ja, det ser ud til, at firmaer også er begyndt at rage til sig uden at tænke på konsekvenserne.
Der siges, at der ikke er korruption i DK, folk lukker øjne og ører, kig bare på skatteminister, skattefolk, ja det er bare få, der nævnes. Dem der henter arbejdskraft til DK, som sender pengene ud af landet. Dem, der omgås 180-dages-reglen, tænk jer om, det er jo ikke bare- at I får det billigere, det er en belastning på selve samfundet.
Men som os arbejdere (jeg er selvstændig entreprenør) siger, det kan godt være, at I er chefen, men det er os, der bestemmer! Men kære arbejdere, begynd at indskrænke, oparbejde en kapital, for ændres folks holdning ikke snarest, kommer der et oprør, ingen har drømt om.
Poul Christensen
Tjærbyvej 219
8930 Randers
[add:249]