Dødsulykke: Arbejdstilsyn melder ud i løbet af to uger
Først i løbet af to uger fortæller Arbejdstilsynet, om det ønsker juridiske skridt mod Svebølle Auto Service, datterselskab af vognmand Johs. Rasmussen Svebølle A/S, efter dødsulykken hos Svebølle Auto Service fredag 11. februar.
Tæt på to dødsofre
Pågældende dag omkom en 51-årig medarbejder, da han uden sikkerhedsudstyr kravlede ned i en tankvogn, selv om en chauffør, der afleverede tankvognen, advarede virksomheden om vognens farlige indhold af kvælstof.
Den 51-årige medarbejder blev kvalt, mens en ældre kollega blev reddet ud af tanken i tide, da en tredje kollega anede uråd.
Selv om Arbejdstilsynets to udsendte medarbejdere samme dag uddelte to sanktioner i form af strakspåbud til virksomheden, udtalte direktør Klaus W. Rasmussen, Svebølle Auto Service, følgende i en pressemeddelelse samme dag:
»Alle myndigheder og instanser er underrettet, og arbejdstilsynet har vurderet og kontrolleret arbejdspladsen, og umiddelbart fundet forholdene i orden. Vi afventer naturligvis en samlet redegørelse for hele forløbet.«
Uenig tilsynschef
Formuleringen »umiddelbart fundet forholdene i orden« passer dog langt fra med meldingen hos Jan Møller Mikkelsen, chef hos Arbejdstilsynets Tilsynscenter Øst, der dækker København og Sjælland.
Jan Møller Mikkelsen har tidligere udtalt følgende til Lastbil Magasinet:
»Vi har fredag givet de hårdeste reaktioner, vi kan give til virksomheden i form af to strakspåbud. Det ene går på, at arbejdet med rensning af tanken skal stoppe øjeblikkeligt. Det andet strakspåbud går på, at virksomheden skal give de ansatte den nødvendige instruktion i forbindelse med rensning af tankene. Den eksisterende instruktion har ikke været tilstrækkelig«.
Store bøder
Arbejdstilsynet signalerede samtidigt, at sikkerheden hos Svebølle Auto Service ikke var i orden, da ulykken fandt sted.
Arbejdstilsynet beslutter, blandt andet på baggrund af vidneudsagn til Midt- og Vestsjællands Politi, hvorvidt der er grundlag for et eventuelt retsligt efterspil i forbindelse med ulykken. Det er formelt politiet, der afgør et sådant skridt.
Der er tidligere givet bøder på over 200.000 kr. til arbejdsgivere efter dødsulykker, hvor sikkerheden ikke har været i orden.
[add:237]