Debat: Cabotage-jubel undrer ikke
Udenlandske transportører skal ikke længere melde sig til RUT-registret ved cabotage-kørsel, og det er der delte meninger om i transportbranchen:
Det vil altid være alt for let bare at sige "hvad sagde jeg", og "det vidste vi godt". Og derfor skal mit svar til Jørgen Aarestrup Jensen heller ikke bare være således.
Når det så er sagt, så vil jeg alligevel sige, at jeg umiddelbart efter overenskomsterne, for den del af overenskomstområdet hvorunder jeg er organiseret, nemlig ATL /DI Transport, sagde, at den gamle ræv Hans Skov Christensen øjensynligt havde taget en vis legemsdel på 3F's Jan Bertelsen.
Her tænker jeg især på den aftale, der også blev indgået mellem parterne, angående lønundersøgelser hos organiserede såvel som uorganiserede vognmænd. Her har DI fat i den lange ende af rebet. Det er nemlig dem, der er med til at bestemme, når der skal ske noget på den front.
Er det ikke sådan fat således, og det er 3F, der bestemmer, kan man da undres over, at der ikke sker noget på den front. Der er ellers nok at tage fat på, skal jeg lige hilse og sige.
Med hensyn til den jubel, der vist ingen ende vil tage i DI Transport, ITD og Danske Speditører, over, at det lykkedes endnu engang de store at få det, som de ville, så ved du og vi (DTL og FDL), hvor herorisk der blev kæmpet af DI Transport, ITD og speditørerne på hvert eneste cabotagemøde, enten det var dig eller Kjeld Jensen, der deltog, imod hvert eneste tiltag, der bare mindede om kontrol. Vi skal ikke bare give op af den grund, at de nu har vundet i det her spil.
Nu kan og skal jeg ikke blande mig i, om det er aftalebrud eller ej. Det er du bedre til, men jeg synes, det er påfaldende og signalerer i meget høj grad, at det, jeg påpeger ovenfor om, at man ønsker så lidt kontrol som muligt, helst slet ingen kontrol.
Man behøver vist slet ikke at stille spørgsmålet om hvorfor.
Vi må fortsætte kampen, og jeg håber, vi kan gøre det i fællesskab med jer og DTL.
Dels er de nuværende forhold ikke rimelige set i forhold til den ulige konkurence, den afføder, men det er også uværdigt den måde, de hidkaldte østvognmænd og -chauffører behandles på.
Vi kan vel heller ikke andet end undres over den dobbelmoral, der praktiseres fra de store transportkøbere, der på alle andre måder gerne vil demonstrere deres korrekte fremtræden over for forbrugerne, der er helt og aldeles ligeglade med, hvordan deres varer transporteres, og under hvilke forhold det sker, såvel materielt som menneskeligt set.
Men vi skal måske på en helt anden og mere iøjnefaldende måde gøre forbrugerne opmærksomme på den dobbelmoral, der råder i alle de store transportkøberhuse/supermarkedskæder og industrivirksomheder - nemlig går den, uden at forbrugeren opdager det, så er der kun prisen, der tæller, så blæse være med de menneskelige hensyn.
Menneskelighed over for frysende og fattige trællende østvognmænd har man overhovedt ikke øje eller omsorg for, i lighed med den omsorg og opmærksomhed der er danske medarbejdere til del.
Man kan jo undres over, at nærværende forhold endnu ikke har fanget de store mediers interesse.
Christian Jensen, formand for FDL
Nordvej 12
9900 Frederikshavn
[add:177]